Brugernavn:
Adgangskode:
Husk mig
Dæmonen i hælene
 99,95 
af Dennis Jürgensen
Løs Snak
17 dage
Træf 34 - Jylland
18 dage
Søger Jord, Nørd & Flyskræk
10 måneder
Bogsalg
10 måneder
Julegave fra DJ 2005
10 måneder
Træf XXXIII - Borup
11 måneder
Hvad tager du med til Træf 33?
11 måneder
Transport til Træf XXXIII
11 måneder
Søger De Udødelige
13 måneder
Tilmelding til Træf XXXII
15 måneder
Hvad tager du med til Træf XXXII?
15 måneder
Transport til træf XXXII
15 måneder
TILMELDING – Træf XXXI
22 måneder
Træf XXXI - Hvad tager du med?
22 måneder
Digte om igen!
32 måneder
hvad ville du gøre hvis...
46 måneder
Den onde lampeånd.
60 måneder
How to kill
62 måneder
rollespil
90 måneder
 
Eeyorenyk
Sidst set:Tellerup.dk 15. september 2015
kl. 20:32:41
Oprettet:30. juni 2011
Gæstebog ● Anmeldelser ●
6/6
Hjemsøgt
WOW! Det er lang tid siden at en bog virkelig har grebet mig, så meget som denne her gjorde det. Jeg begyndte på den i toget, på vej til arbejde … Og hele dagen var den i mine tanker, hvert et ledigt sekund måtte jeg liiiiige læse lidt videre. Og efter en dag med ni timers arbejde og en del afbrudt læsning, kunne jeg lægge bogen fra mig. Afsluttet.
Denne bog havde alt dét jeg aldrig havde troet. Da jeg så den første gang og stod med den i hånden tænkte jeg at jeg nok måtte læse den på et tidspunkt. Det var trods alt fantasy. Men selvom jeg elskede forsiden, var der ikke rigtig noget ved bagsiden, der talte til mig. Så den røg bagerst i køen, efter et par andre titler. Det kan jeg bravt fortryde fra nu af.

Emmas forældre tager på ferie uden hende og efterlader hende i familiens lejlighed i San Francisco, som så ofte før. Emma passer sin skole, håndtere problemerne med forældrenes antikvitetsforretning, laver sine lektier og holder en hemmelig fest med sine venner. Indtil politiet kommer og vil overdrage hende til børneforsorgen, fordi hendes forældre er forsvundet og udenfor rækkevidde. Så dukker en gammel ven af familien, Bennett, op og tager hende med sig Echo Point. Men samtidig med at Emma får nye venner, flirter med skolens populære quarterback og finder sig til rette på sin nye privatskole, begynder mystiske personer også at dukke op omkring hende. En stuepige i hende værelse, midt om natten. En lille dreng med nogle lerkugler. En mand i brunt jakkesæt, som kigger på hende fra hjørnet af klasseværelset. En pedel på skolens gange. Men Emmas venner kan ikke se dem. Og noget er efter hende. Noget mørkt og ondt …
Historien om Emma betagede mig fra først til sidst. Sproget er fantastisk, let og glidende med flotte detaljer de rigtige steder. Historien bliver serveret stødvist, så det tager lidt tid for læseren at finde ud af hvad det er ved Emma, der er så mærkeligt. Udover spøgelserne selvfølgelig. Derfor suser man også igennem de første mange sider, i jagten på at finde ud af hvad Emma helt præcist er. Og da det så bliver serveret for én, suser man videre i jagten på flere spøgelser, mystiske kræfter og ondskaben der lurer i skyggerne.

Trods de dødes bidrag, har bogen en mild grad af humor der bringer smilet frem gang på gang, som en hel selvfølge og naturlighed, i løbet af handlingen. Lee Nichols formår virkelig at balancere fantastisk på kanten af det hele, med en fantastisk blanding af følelser, mystik, drama, intriger, spøgelser og humoristisk sans. Man elsker Emma fra første side af og føler med hende igennem historiens gang. Og når man lukker bogen, efter 351 sider og alt for kort tid, længes man blot efter at tilbringe mere tid i Emmas univers, sludre med stuepigen Celeste og finde ud af hvor Emmas forældre er blevet af …
6/6
Mørkets brødre
Jeg prøvede i første omgang på at se serien på TV3 – Og var dybt, dybt skuffet, da jeg synes skuespillet er helt elendigt og afsnittet var på ingen måde sammenhængene. Så jeg opgav efter halvdelen af første afsnit, men hørte fra ufattelig mange kanter at bøgerne skulle være helt anderledes og meget federe… Så da de to første kom på dansk, gav jeg dem en chance og købte begge to. Trods alt kunne jeg godt lide den lidt klassiske historie i plottet.

Hvor lidt jeg end kunne lide serien, så må jeg indrømme at Mørkets brøde fangede mig fra første side! Jeg elsker historien, jeg elsker sproget og jeg elsker personerne. I bund og grund er to perfekte, lykkelige mennesker jo egentlig dybt kvalmende og kedelige at læse om, men Smith formår bare at gøre historien spændende, gøre sine personer levende og tilkendegive at bare fordi man er smuk og populær, er man ikke nødvendigvis lykkelig hele vejen igennem.

Bogen skifter mellem flere fortæller-vinkler, hvilket kan være svært at arbejde med, men i dette tilfælde er det lykkedes fantastisk godt. Det er med til at give personerne liv og følelser og handlinger bliver uddybet og beskrevet så godt at man selv kan mærke smerten og glæden på de rigtige tidspunkter. Man tager sig selv i at være ulykkelig med Stefan, når han har det dårligt og være lykkelig med Elena når hun jubler.

Historien og flere scener i bogen er brugt før. Der er ikke de helt store nyheder i et trekants-drama og en high school pige fra den populære klikke. Men selvom historien føles hjemmevant og man tænker at man har set det hele før, så bliver man alligevel overrasket undervejs og bedst som man tror at man har regnet det hele ud, kommer der en lille overraskelse op til overfladen.

Der er i virkeligheden ikke meget andet at sige, end at jeg elsker denne serie. Lad være med at forvente noget helt skelsættende og aldrig-set-før, men læs den fordi du elsker vampyre, fantasy og teenagedrama tilsat lidt overnaturligt krydderi.
6/6
Kampen
Der er ingen mellemtid mellem den første bog og denne fortsættelse. Man kommer som læser direkte ind i Elena og Stefans historie på ny og der er hverken gået tusinder af år eller store begivenheder, siden sidst vi var sammen med dem. Handlingen starter med det samme og der ligges ikke op til tonsvis af gentagelser eller opsummeringer. Her er der en forfatter der virkelig har forstået at læseren allerede har læst sig igennem den første bog og derfor ikke tager hensyn til de som måske springer den over. Dét var faktisk også noget af det jeg fandt mest forfriskende ved denne fortsættelse, for ligesom ved sin forgænger elskede jeg den fra side ét.

I den første bog kunne man godt få en lettere hovedpine over denne populære, overfladiske, snobbede trunte som man nu engang måtte acceptere som bogens hovedperson. Men i Kampen er Elena gået fra ælling til svane, i ren overført betydning. Hendes liv handlede aldrig om andet end at være populær, smuk, succesfuld og set-op-til. Da hun mistede alt dette i den første bog måtte hun pludselig forholde sig til et helt nyt liv og dette er fortalt ganske interessant og er med til at man som læser nu kan sætte sig meget bedre ind i hele situationen og ikke kun enkelte episoder. På samme måde er gensynet med alle de velkendte personer også en lejlighed til at gøre dem mere levende og der bliver virkelig bygget videre på historien, baggrunden og alle personlighederne, efterhånden som man læser sig igennem denne bog.

Kampen giver også anledning til at opleve nogle af de personer vi ikke fik helt så meget af, i første omgang. Damon får en større rolle og som læser begynder man at kunne forstå ham bedre og forholde sig til ham. Det gavner virkelig bogen og handlingen og selvom man tror at man ved hvad der sker, fordi man har læst den første bog, så må man alligevel se sig lettere snydt på målstregen, for her er en forfatter der tilsyneladende elsker at lege med sine personer og deres liv. Til læserens store fornøjelse.
6/6
Raseriet
Endnu engang kommer vi som læser direkte ind i historien og der tages ikke hensyn til sarte nerver, glemsomme hjerner eller nye læsere. Har du ikke fulgt med fra side et i bog et, har du et problem, for du får altså ikke serveret et fyldestgørende resume på et kagefad. Er du derimod fast læser vil du elske det nye kapitel i historien om Elana og Stefan.

Noget af det mest forfriskende i den tredje del, er at Elena er modsat langt de fleste forvandlede hovedpersoner der dukker op diverse bøger og serier. Her er der tale om en pige der ikke selv valgte sin skæbne. Hun valgte ikke, og ønskede ikke, at blive en vampyr. Hun vågner ikke op og kan klare det hele med det samme og har helt tjek på det hele. I stedet får vi, som læser, lov til at møde hende, dybt forvirret og lettere ynkelig, fordi alt er nyt for hende. Hun må kæmpe med sin nye tilværelse, konsekvenserne af det skete og hendes nye lyster. Og det er ikke nemt. Slet ikke når man er teenager og stadig er splittet mellem to forskellige fyre. For ikke at tale om at man har dårlig samvittighed overfor en fyr fra sit tidligere liv.

I denne tre’er er der endnu flere twists og uforudsete hændelser end i de to forrige bøger. Man tror at tingene er indlysende og ligetil, men det er de langt fra og som læser må man gispe, grine, græde og sørge med de forskellige personligheder.

Nye historier kommer til, gamle genopstår og uddybes og alt hænger sammen i en større helhed, som man ikke kan lade være med at elske. Lige indtil sidste kapitel, hvor man sidder som læser og er på nippet til at mene at der burde være en dødsstraf til onde forfattere. Men så er det jo godt at man ved, der er flere bøger i serien…
6/6
Genforening
Endelig nåede forfatteren til et sted, hvor der måtte dannes en pause. Det er ellers ikke set imellem de forrige bøger, men som en naturlig del af både forfatterens skriveproces og afslutningen på den tredje bog, er der nu gået nogle måneder siden vi sidst var i Fells Church.

Den fjerde bog starter anderledes ud og der er kommet en ny fortæller til, som en naturlig del af udviklingen i universet. Dette kan være både godt og skidt og selvom det har sine fordele og gode konsekvenser overfor nogle af personlighederne og fortællingen som helhed, så må jeg indrømme at jeg hellere ville have haft en anden fortæller på end lige Bonnie, som har fået lov til at få den rolle. I mine øjne ér og bliver hun bare lettere ynkelig og irriterende, uanset hvad der sker i bøgerne, så hun var ikke lige mit mest elskede valg som fortæller.

Der går et par sider inden historien kommer rigtig i gang, men siderne vender sig selv trods den lidt langsomme start og så tager plottet ellers fat, for fuld kraft. Man haster igennem siderne, sluger hvert et ord og der er action og drama fra alle ender og kanter. Gamle kendinge dukker op, nye historier brygges og man gisper og græder de helt rigtige steder, som hele universet tager en drejning og man bare må se sig forbløffet over den fantasi som forfatteren har gravet frem. Fra først til sidst føler man at man er en del af bogen, en del af personerne og at man ikke kan lade være med at føle og leve med dem.
Nu har jeg alligevel skamrost bøgerne, fire anmeldelser i træk, og jeg står skam ved det hele. Vampire Diaries er en fantastisk ny serie og jeg er langt mere begejstret overfor denne serie end mange af de andre vampyrfortællinger der hærger både Danmark og resten af verden. Dog må jeg sige at én negativ ting, der går igen ved alle bøgerne, er den måde forlaget Tellerup har valgt at lave bagsiderne på, på de danske udgaver.

Bøgerne er fantastisk flotte på forsiden, men de bagsider skære mig i øjnene gang på gang. De er uden tvivl lavet for at skabe spænding og begejstring og mystik, men på mig virker de helt modsat. Jeg havde aldrig købt serien i første omgang, hvis ikke jeg havde hørt om den fra andre, for de bagsider siger mig intet overhoved. En skam… For efter hvad jeg kan se på de engelske bagsider, ligger de meget bedre op til spænding og drama.
6/6
Vampyrkongen
Så … Vampyrkongen … Hvor bør jeg starte?

Da jeg første gang blev præsenteret for bogen, under Bogforum 2011, må jeg indrømme at min første følelse var træthed. Sådan en udmattende træthed over endnu engang at skulle lægge øre og øjne til denne ”fantastiske vampyrhistorie der blæser dig bagover”. For ærlig talt, er det ikke dét vi altid skal hører på, når der kommer en ny til rækken?
Men ikke desto mindre åbnede jeg bogen, bladrede om til første side … Og så var jeg tabt for omverden. J.R. Ward skriver så helt igennem fantastisk, indlevende og følelsesladet at du netop bliver blæst bagover. Bogen er skrevet med så utrolig en passion og fortællerlyst at man ikke kan andet end elske hver eneste side og bogen driver i bogstaveligste forstand af detaljer og scener som vil få enhver voksen fantasylæser til at elske forfatteren, for resten af sine dage.

Du må for Guds skyld ikke læse Vampyrkongen med tanke for en sød, glad og munter Twilight-fortælling. Her er der ingen hjælpeløs Bella eller enestående, galant Edward. Her er ingen glinsende vampyrer eller rosenrøde drømme om et uendeligt liv. I stedet får du serveret et stort sølvfad af hårdkogt action, drab, blod i stride strømme, mord og sex. Masser af sex. Der er bandeord i lange baner, grove tiltalemåder blandt personerne indbyrdes og for lige at sætte en krølle på halen, så er der for resten også lidt mere sex og blod. Men er det så en skidt ting? På ingen måde! Bogen er langt mere voksen og henvender sig på ingen måde til de 12årige piger der forelskede sig i Stephanie Meyers Twilight, men er du mod dine sidste teenageår eller ældre og har du en trang til fantasyuniversets uendeligheder, så bør du under alle omstændigheder læse Vampyrkongen og give dig selv en fantastisk, spændende og utrolig historie.
J.R. Ward gav mig intet mindre end dét jeg har længtes efter i en vampyrhistorie; en fortælling jeg kunne leve mig ind i og elske med hele hjertet. Som kunne holde mig fanget fra start til slut og få mig til at længes efter mere. Og dét gjorde denne bog. Uden problemer. Ja faktisk har jeg fået min veninde med på bølgen, som ellers hader alt med vampyrer. Selv hun er fanget i kærligheden til Vampyrkongens univers.

Vampyrkongens persongalleri er umiddelbart ikke det største eller mest fyldestgørende. Til at starte med mangler bipersonerne fylde og personlighed, men det bløder op lige så stille, i takt med det forhold der spirer mellem Beth og Wrath. I løbet af bogen får de forskellige personer fylde, lidt efter lidt, som det bliver mere relevant for handlingen. Dog glæder jeg mig til serien fortsætter, og der forhåbentlig kommer endnu mere baggrundsinformation om de forskellige brødre i Black Dagger Broderskabet, for man kommer ikke kun til at beholde af Beth og Wrath, men også de andre vampyrkrigere, der kæmper for artens overlevelse …
6/6
Blodslaven
Jeg holdt rigtig meget af Beth og Wrath i Vampyrkongen. Jeg kunne også godt lide Rhage i Din for evigt, hvor jeg dog fandt hans mage Mary rimelig belastende. Jeg har været utrolig spændt på at læse Zsadists historie, men alligevel har jeg først fået det gjort nu. Det skyldtes i høj grad at jeg var bange for at blive skuffet over denne og se serien falde i kvalitet. Det kunne jeg simpelthen ikke bære.

Zsadist er interessant som person og med sit voldelige, hadefulde sind var han en god bund for en mere actionpræget historie. Og det blev det også. J.R. Wards sprog er stadig både, flydende og let i det, men bærer samtidig præg af sin hovedperson og vinkel. Der er flere bandeord og flere grove formuleringer, end tidligere. Jeg elskede de tilbageblik der kom i løbet af bogen, som fortalte hans historie og hvad han har været ude for tidligere. Det fungerede utrolig godt og gav et helt andet syn på både ham, men også på hans tvillingebror. Samtidig udviklede både Zsadist og handlingen sig løbende, og selvom der ikke blev sparet på de voldelige scener eller den hede sex mellem Zsadist og Bella, så anede man alligevel en glidende forandring i hans væsen, men også i hele hans verden. Allerbedst er det dog at hele hans personlighed har en naturlig forklaring og er en fornuftig reaktion fra én som ham. Og man kan nærmest lugte hans frustration og forvirring over det hele, som en del af hans had begynder at vige for andre følelser.
Jeg holdt meget af at se de tidligere hovedpersoner glide ind og ud af historien med jævne mellemrum. Wrath og Beth er nok stadig mine favoritter på mange områder, men jeg er også efterhånden kommet til at holde utrolig meget af Thorment og John.

Til gengæld irriterede Phury mig gentagne gange. Jeg har på fornemmelsen at hans historie bliver én af dem jeg skal kæmpe mig igennem, med mindre der sker noget meget drastisk. Jeg synes han er irriterende, nævenyttig og ynkelig, selvom han er kriger. Man får et bedre indblik i hans personlighed i løbet af denne bog, men han holder bare slet ikke for mig.
Eliminatorerne fortsætter med at spille en stor rolle i serien, og jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvordan jeg skal have det med dem. Jeg kunne godt lide de kapitler, hvor man så handlingen fra O’s synsvinkel, mens Bella var fanget, men når vi først fokuserer på vampyrerne, irriterer det mig at blive afbrudt af et stykke om O og hans eliminatorer. Som person har en fed karakter, der er seriøst creepy og sindsforstyrret, men i det store og hele interesserer han mig ikke voldsomt.

Alt i alt elskede jeg dog Blodslaven. Den var spændende, actionpræget og godt skrevet. Og med fede historier om personernes fortid og en god udvikling. Dog skal man altså vænne sig til at mange af vampyrbetegnelserne minder så meget om vores egne ord. Fx med betydningen af at være Vhogter etc. Her havde jeg måske egentlig nok foretrukket at man havde fundet på helt nye ord, som ikke mindede så meget om danske, eksisterende ord, for det giver noget forvirring og irritation for øjet at se det h steder hvor det normalt ikke hører hjemme.
6/6
For foden af trappen
Jeg har før muntret mig lidt med Pernille Eybye (eller ja okay, hendes bøger), så at starte på For foden af trappen var egentlig ikke et svært valg, da jeg endelig fik tiden til det.

Efter en ubehagelig oplevelse er Samson og hans familie flyttet til en ny by, for at få en ny start, hvor ingen kender Samson eller ved hvad han gjort. Men da Samson pakker sine ting ud på sit nye værelse, finder han hurtigt ud af at rummet allerede er beboet: Af dets tidligere indehaver, Ella, der var både populær, smuk, klog – Kort sagt alt dét Samson ikke er. Men hun er død og har brug for hjælp til at finde sin morder blandt sine fire venner – Og Samson er den eneste der kan se hende og kommunikere med hende. Hvis ikke han hjælper hende, kan hun aldrig komme videre til sin rigtige død. Og måske vil Samson heller aldrig kunne komme videre, efter dét han gjorde i sin gamle by …
Pernille Eybye er én af de danske forfattere der virkelig har overrasket mig positivt de seneste år. Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning. Og dog. Med For foden af trappen synes jeg hun gør et ret godt forsøg på at slippe lidt ud af den fælde det kan være at skrive ungdomsfantasy for de yngre læsere. Bogen er hverken svær at læse eller noget stort litterært værk på højde med Jane Austen eller Dostojevskij, men den er sød, sjov og godt skrevet. Den er spændende, og selvom jeg forholdsvist hurtigt regnede morderen ud, er jeg sikker på at den vil behage målgruppen. Og jeg fandt ikke mig selv mindre underholdt, blot fordi jeg var rimelig sikker på hvem morderen var. Samson er en fantastik hovedperson og forfatteren har virkelig taget ham til sig, givet ham liv og personlighed – Og ikke mindst gjort ham til en rigtig teenageknægt, med hvad dertil hører. Ella er sød, charmerende og et godt modstykke til den nørdede dreng hun pludselig må finde sig til rette med.

Kapitlerne skifter imellem de to karakterer, hvilket fungerer virkelig godt. Der er aldrig noget der bliver fortalt to gange, men det skifter an på hvem der har den bedste synsvinkel til den næste scene, og Eybye formår at skifte både glidende og velfungerende hele bogen igennem. Den er en god page-turner, for én ting er at skulle finde Ellas morder, noget andet er at finde Samsons psykiske ar fra sin fortid, hvilket jeg havde noget sværere ved. Jeg havde en fornemmelse at hvor det kunne bære hen, men det fungerede super godt da det endelig blev afsløret og gav en virkellig god mening i forhold til resten af bogen. Jeg kunne godt lide den måde forfatteren legede med karma-reglen på. Dog havde det egentlig ikke gjort mig noget, hvis hans hemmelighed havde været endnu mere dyster.

For foden af trappen er en hurtigt læst, spændende ungdomsbog til de der er trætte af at alt går op i hat, vampyrer og engle. Trods sit overnaturlige element, fokuserer den i virkeligheden meget lidt på spøgelsesdelen, og langt mere på opklaringen, samt mange af de almindelige problemer teenagere render rundt med. Den har nogle gode, pudsige indfald og et par kloge moraler fra forfatterens side af.
6/6
I Pandoras Æske
Skolen er forbi, de frygtede eksamener er veloverstået og for Jonas, Dennis og Katja ligger der en lang sommerferie forude. En ferie hvor tiden skal fordrives med fester, strandture, pjasken i vandet og gerne en pige eller to. Men alle planerne falder til jorden, da Jonas træder ud foran en bil og bliver tvunget til at være sengeliggende, med et brækket ben og en hjernerystelse, der henlægger ham til nærmest bevidstløse tilstande, hvor han drømmer om en pige der kalder sig Pandora. En pige der ikke kan finde hjem, men er skrækslagen for ikke at være sød, for så kommer Den Mørke og tager hende.

Pernille Eybye har med denne ungdomsbog, formået at skabe en fin, let humoristisk thriller for unge. Jonas er desperat i sin søgen efter Pandora og hendes hemmelighed, som han tror, kan føre til den forsvundne Charlotte, men eftersom han er lænket til sengen må vennerne på banen ”i marken” – Godt hjulpet på vej af Katjas storesøster, Mie, der er et omvandrende socialt leksikon med uanede informationer.

I første omgang syntes jeg faktisk det var lidt sært at læse en bog, hvor én af personerne havde samme navn som mig selv. Det har jeg aldrig prøvet før, så det glædede mig lidt at forfatteren mest leger med to unge fyre, og lader kapitlerne skifte imellem Jonas og Dennis. Langt de fleste af Jonas’ kapitler foregår mere eller mindre i hans drømme om Pandora, hvilket egentlig fungerer meget godt, eftersom han ikke oplever meget andet. Dennis står derimod for den mængde live action, der er i bogen, og som foregår i den virkelige verden. Tilsammen danner de en fin helhed, hvor man som læser får det bedste fra to verdner. Sproget er til gengæld medrivende og handlingen godt skruet sammen, så der kastes ledetråde ud hist og her, uden at det bliver for nemt. Jeg må indrømme at det først var hen mod slutningen, da Pandora afslører hvad det er hun er så skrækslagen for, at jeg regnede ud præcist hvad hendes store hemmelighed er. Det var ret godt udtænkt, og ikke det mest oplagte.

I Pandoras æske vil klart være en bog til de der kan lide tanken om det overnaturlige og paranormale i vores verden. Hvis ikke man kan forestille sig chancen for at Jonas’ drømme om Pandora faktisk kunne finde sted, vil jeg mene at man lige så godt kan lade bogen ligge fra start, for Pernille Eybye forsøger ikke at kaste sig ud i store psykologiske forklaringer og store uddybelser af grænsen mellem det almindelige og det paranormale. Og det synes jeg, som læser, heller ikke at hun bør. Det er noget man enten tror på, eller ikke tror på.

Personerne er godt udbygget og har en god grobund. Det er ikke det store persongalleri der folder sig ud og man bliver også skånet for personernes respektive livshistorier til mindste detalje, men de er sådan set heller ikke relevante for historien, og i en ungdomsbog som denne, synes jeg det klæder historien at forfatteren har valgt at spare nogle detaljer væk, som man normalt ville kræve i en voksenbog. At det er to unge fyre der har fortællervinklerne, synes jeg giver bogen en hvis mulighed for at kunne blive læst af teenagedrenge også. Hvis de ellers lige ser bort fra at de vil komme til at læse en bog med to piger som halvdelen af persongalleriet.
6/6
Udvalgt
OBS: Anmeldelsen går på alle tre bind, ikke kun det første!

Jeg var ret spændt på denne bog. For det første fordi den lød som en vaskeægte gammeldags fantasyfortælling ala den slags jeg crawer efter. Misforstå mig ikke, jeg elskede de rå vampyrer i Vampyrkongen og djævlene i Den Store Djævlekrig. For ikke at tale om fremtiden i Uglies og The Hunger Games. Men af og til synes jeg at fantasyverden har taget et lidt kedeligt knæk, hen i retning af at hvis ikke der er mindst én glitrende vampyr eller hot varulv med, så er det ikke “godt nok”. Hvad blev der af den gode gammeldags fortælling med magi og magiske verdener? Hvad blev der er af tryllestavene og de overnaturlige kræfter?

Min anden grund til at se frem til denne basse af en bog, var at det ville blive mit første rigtige kendskab med Nick Clausen. Jeg har skimmet hans andre bøger, men mødte ham jo til Bogforum 2011, hvor han gjorde stort indtryk på mig. Og netop dét gjorde han så igen nu. Med Den sidste vindrytter.

Man kommer utrolig hurtigt ind i en fin rytme i Kians verden, hvor man uden alenlange passager og endeløse kapitler, bliver sat hurtigt og rimeligt ind i hans liv og især hans følelser. Man føler med ham og får et par fine scener, hvor Kians frustration og tomhed kommer til udtryk. Og så dukker en mystisk mand op, med magiske kræfter, og beder Kian følge med til en magisk verden. Hvad ville du gøre? Højst sandsynligt ca. det samme som Kian gør i bogen. Tænker at manden er sindssyg. Men drives alligevel af nysgerrigheden.

Hvad jeg især holdt af, ved især den første bog i serien, (serien er på tre bind, men du køber alle tre i samlet pakke) var at der ikke blev brugt masser af tid på ligegyldig info. Du bliver præsenteret for det mest nødvendige og så glider oplevelserne, øvelserne og dramaet. Og så åbner verden sig op for dig, lige så stille, ligesom der også kommer flere og flere personer til galleriet. Det er dog måske også netop denne ting, der kan være bogens svage side. For selv efter at have lukket tredje bind, savnede jeg en større viden omkring vindrytterne og deres verden. Hele Kians historie foregår i én by og området omkring den. Man møder bjergene, skoven og et par enkelte andre områder. Men er verdenen ikke større? Jeg kunne, helt uvilkårligt, ikke undgå at spekulere i om den magiske verden ikke indeholdt mere end det? Jeg savnede et større atlas med flere byer, flere landskaber og have. Om der er det? Ingen anelse. For det blev ikke engang hintet i bogen, at deres verden måske var større end vi så, som læser. Det savnede jeg. Lige dén slags “ubrugelig” info kan jeg godt lide.

Men jeg elskede historien om Kian. Jeg fandt ham utrolig elskværdig, i den forstand at han bare var nem at holde af og holde med, lige fra starten af. Han er hverken opridset perfekt, heroisk eller overlegen overfor alle andre. Han er teenager, usikker, i vildrede, bekymret og alt andet som vi andre også slås med, i vores verden. Og i hans nye, magiske liv, er han heller ikke bare perfekt og kan det hele fra første sekund. Han kvajer sig, slås med sine evner, tvivler på sig selv og stikker halen mellem benene, når det bliver for meget for ham. Det holdt jeg meget af. På samme måde opridses de nærmeste bipersoner også med både positive og negative sider. Og Nick Clausen holder sig da heller ikke tilbage for selv at opfinde sine egne monstre og yde brug af velkendte skikkelser, som de gode gammeldags trolde. Det giver alt i alt en fin blanding mellem nyt og gammelt, velkendt og nytænkende.

Sproget er super flot, dramaet konstant uden at være for meget, og i det hel taget glider Kians eventyr bare forbi, side for side, alt imens du har svært ved at slippe bogen, for du bliver liiiige nødt til at se … Så altså; advarsel: Hvis du starter på denne bog, så vær sikker på at du har god tid, for du får svært ved at ligge den fra dig igen.
6/6
Den Gyldne Nøgle
Med Lene Dybdahl i hus vil jeg mene at Danmark endelig har fået en ny, spændende spire på forfatterhimlen. Det sker ikke særlig ofte, hvis I spørger mig. Jeg er ekstremt kritisk overfor danske forfattere og der skal meget til for at imponere mig … Men Lene Dybdahl formåede det!

De første par kapitler af Den Gyldne Nøgle var lidt af en kamel at sluge. Jeg var ikke helt vild med den måde forfatteren blander en persons fortælling og så en almen fortælling sammen, i samme kapitel. Jeg fandt det lettere forvirrende og mærkeligt. Men så var historietimen slut og i stedet tog bogen fart med en bortførsel, en afrejse og to unger alene i en lufthavn.

Fra min synsvinkel fungerer samspillet mellem Laura og David rigtig godt. De to unger er nøjagtig dét søskendepar man selv har været og alle ens venner var med deres søskende. De mundhugges, driller hinanden, går hinanden på nerverne og står sammen i tykt og tyndt. De har begge et horn i siden på den anden tvilling, men holder alligevel sammen. Sammen fremstår de som et fantastisk makkerpar, rent hovedpersonsmæssigt og efter en smuttur til Madrid for at finde Pepe kommer der en yderst underholdende biperson med på listen også.

Den Gyldne Nøgle er første bog i en triologi og derfor mangler der selvfølgelig også en del historie og udredning af diverse tråde, men jeg synes at bogen fungerer fint for sig selv. Selvom man savner noget mere information om både sultan Boabdil og hans lejemordere, nøglens vogtere og hele denne her parallelle verden som er grobund for Lauras og Davids jagt, så fungerer bogen alligevel for én og man hvirvles ind i et fint eventyr på jagt efter Den Gyldne Nøgle og dens gåder.

Bogen er en solid basse, især sammenlignet med nogle af forlagets øvrige bøger, men den fortjener sin plads og bliver på intet tidspunkt langtrukken. Og selvom siderne er mange, er sætningerne forholdsvis korte og lette at komme igennem, så også de lidt yngre fantasyfans vil kunne være med. Denne læsers personlige vurdering ville være en 12+ af begge køn, for pigerne vil elske Lauras kvikke hoved, sødme og teenageforvirring. Drengene derimod vil elske David for det krudt han har i bagdelen, hans impulsive karakter og kvikke kommentarer. Og ikke mindst tror jeg at alle vil elske den hyggelige, bedstefar-agtige Pepe, der slår en proper næve, svinger solidt med stokken og ihærdigt kæmper med det danske sprog, hele vejen igennem bogen.

Lene Dybdahl skriver ganske flot og har uden tvivl lagt meget arbejde i både sit sprog og sin historie. Især holder jeg meget af den grundige research der er forenet med en fantastisk opfindsomhed og fantasi. Og naturligvis også den stålfasthed, hvorved sproget fastholdes hele vejen igennem bogens sider. Ikke én eneste gang misser man Pepe’s dialekt og fortolkning af det danske sprog. Den største ros jeg kan give denne bog, må være indrømmelsen af at jeg i hele 2012 har haft virkelig svært ved at holde fast i en bog. Men denne basse, med 374 sider, åd jeg mig igennem på under et døgn. Jeg ser frem til efterfølgeren Visigotens Hjelm.
6/6
De fortabte sjæle
Det her er én af de få bøger, det er lykkedes mig at købe uden nærmest at vide alt om den på forhånd. Jeg havde et afsindigt smukt cover og noget med Helvede. Jep, mere skal der ikke til at købe min kærlighed ved første blik. Folk der kender mig, ved jo at jeg har en forkærlighed for Lucifers rige, fremfor det modsatte højere oppe, så jeg elsker at se det portrætteret på forskellige måder.

Da jeg så havde læst bogen – med stor fornøjelse – fandt jeg en del negativ omtale af den, hvilket jeg slet ikke forstår. Jeg fandt dog også en del positive, og så opvejede det ligesom regnskabet, men i bund og grund handler det jo om det samme, uanset om vi snakker denne bog eller andre; smag og behag. Personligt kunne jeg ret godt lide Trinity Faegen univers og ide, og synes hun har fat i noget af det rigtige, dog stadig med plads til forbedringer i løbet af serien.

Sasha søger efter svar på hvem der myrdede hendes far, men nogle mennesker vil gøre alt for at lade dette forblive ubesvaret. Deriblandt at sende Sashas mor til Rusland, hvor hun oprindeligt kommer fra, og Sasha bliver nu nødt til at bo hos sin onkel og faster, som hun aldrig har mødt før. Og ikke nok med at hendes faster afskyer hende fra første sekund, så møder hun også den mystiske Jax, der gemmer på flere hemmeligheder end Sasha er klar til at få frem i lyset. Blandt andet at han er én af Helvedes sønner og at han ved hvad Sasha er; en anabo. Hans anabo, vel at mærke.

Selve grundhistorien er jo egentlig ikke dybt overraskende. Det er en ung teenagekærlighed, skæbnebestemt kærlighed og det gode og det onde. Men jeg synes Trinity Faegen har fået det til at fungere ganske godt, som sit eget univers, med Sasha og Jax. Hun lader til at have tænkt over tingene, og havde givet både Himlen og Helvede lidt flere aspekter end jeg har set i visse andre ungdomsbøger hvor det har været brugt. Der var også et par gode twists og sidespring undervejs, som jeg ikke lige havde set komme, så den var ikke helt blottet for overraskelsesmomenter, hvilket helt klart er et plus i en genre, hvor størstedelen af bøgerne er kopier af hinanden. Især var jeg personligt ret glad for forfatterens morale med at Helvede ikke er rendyrket ondskab, men også indeholder andre sider. Samme ide var brugt i hele kampen mellem det gode og det onde, hvor jeg også synes det klædte det hele at få lidt mere perspektiv end vanligt. Der var dog også visse huller undervejs, men jeg gætter på at det er nogle af dem forfatteren lukker efterhånden. For mig var der blandt andet lidt smuttere omkring det her med at slette folks hukommelse. Jeg kunne ret godt lide ideen, og at man ser Jax og Sasha møde hinanden første gang, hvorefter han får hende til at glemme det. Jeg kunne også fint acceptere at hun lige pludselig ikke kunne ”slettes” mere, men jeg synes ikke helt historien om hvorfor hang vandtæt sammen. Det virkede som om forfatteren bare blev nødt til at finde på noget, for at kunne få bundet en knude i sin historie op.

Sasha var forholdsvis let at identificere sig med en del af tiden. Hun er anabo, hvilket vil sige ærlig, venlig, godhjertet, tålmodig og loyal, smuk – Som en menneskelig engel, næsten. Men da hun påvirkes af Jax ændrer hun sig stødt og dét gjorde det noget nemmere at klare hendes personlighed. Man ville jo gå fuldstændig død, hvis hun ikke begik så meget som én fejl undervejs, men hun bliver rimelig hurtig mere menneskelig, hvilket klædte hende. Jeg går ud fra at det også er en del af grunden til at forfatteren har opfundet denne hage ved deres forhold, for ærlig talt; man kan også blive for perfekt.
Jax havde jeg det lidt splittet med. Jeg var ganske lun på ham i starten og jeg synes han har sine gode sider. Han fremstod som toplækker, mystisk, men forholdsvis menneskelig. Selvom han har levet i tusinder af år, så har han stadig ikke prøvet at gøre direkte kur til en pige eller haft et forhold til hende, så jeg kunne faktisk godt følge ham langt hen af vejen, da han begyndte at gå i panik over hvordan han skulle bære sig ad. Det blev så bare lidt for meget undervejs et eller andet sted, hvor han gik fra nuttet til direkte ynkelig i visse episoder. Jeg mener, der må også være grænser. Og så forstod jeg ikke en del af hans nervøsitet, for jeg mener; hvis hun elsker ham, så elsker hun ham. Færdig. Jeg blev aldrig helt med på om hans drama omkring om hun nu elskede ham ”rigtigt”. Den fattede jeg ikke.

Til gengæld var de et sødt par – For ja, det kan jo ikke komme bag på nogle af de bliver et par. Overraskende nok kom der aldrig rigtig et trekantsdrama, og det fandt jeg faktisk helt fantastisk dejligt. Jeg er ved at være lidt træt af den konstante trio der altid skal være i denne slags bøger, så jeg synes egentlig at det var forfriskende at deres drama fandtes indbyrdes og i det de nu engang er hver i sær, og ikke så meget i en rival til den ene eller den anden.

Bipersonerne synes jeg desværre at Trinity Faegen glemmer lidt det meste af tiden. De er der, men de kommer aldrig rigtig ind under huden på én. Nogle af dem gjorde det ikke så meget med, men jeg savnede især lidt mere historie om de øvrige Helvedes sønner, samt Sashas onkel. Og så havde jeg enormt svært ved at acceptere hendes mors udvisning. Ikke så meget dét at hun bliver udvist, fair nok, hun skal jo ligesom forsvinde for en stund, for at sætte historien i gang, men jeg havde svært ved at købe historien om den måde det blev gjort på og hvorfor. Den var bare lidt for letkøbt og enkel, til at jeg synes den holdt vand. Og så irriterede deres mails mig. Jeg mener, hvis man på det nærmeste er gået under jorden, så ved man da vel for h*lvede (høhø) at ens e-mails kan spores?!
Men i hvert fald: Jeg krydser fingre for lidt mere info og historie om bipersonerne i det næste bind, for jep, det skal helt klart læses. Jeg var klar til at bestorme forlaget for en oversættelse, allerede da jeg lukkede denne bog.
6/6
Dragonfly - Guldsmed
Dragonfly er én af den slags bøger, hvor alt på den ene side er fyldt med magi og på den anden side også er helt normalt og dagligdags. Den er et univers, helt for sig selv, hvor alt hænger så godt sammen og føles så hjemmevant, at man ikke er i tvivl om stedet findes – Et sted derude, i hvert fald. Om ikke andet, så indtil man lukker bogen, efter at have læst den sidste side…

Sproget er helt fantastisk i denne bog og Julia Golding har virkelig sproget og detaljerne i sin hule hånd. Alt er beskrevet smukt og levende og de forskellige landes tro, kultur og levestil står lyslevende foran én. Tingene virkede troværdige og alting var underbygget af en form for fakta. Det eneste man næsten savnede, var et landkort, så man kunne rejse af sted med det samme og besøge Taoshira og Ramil.

Alle personer i bogen, og her tæller vi også bipersonerne, fik side for side deres egen personlighed og deres egenskaber. Såvel gode, som dårlige. Det er der ikke mange forfattere der husker; som regel vil bipersonerne stå i baggrunden og aldrig blive helt levende, men det var ikke tilfældet her. For Julia Golding tæller alle med – Også bonden, som du møder fra side 17-19 og aldrig får at se igen. Det virker måske unødvendigt, men det elskværdigt og du kommer til at holde af hver og én af dem – Selv de personer, som egentlig er onde og som du burde sidde og vende tommelfingeren ned over.

Bogen var spændende hele vejen igennem og selvom man som læser kommer til at elske universet og dets personerne, så var det faktisk dejligt forfriskende, da bogen sluttede. Simpelthen fordi du her fik en slutning, i første omgang. Dragonfly er ikke en del af en serie og dét var faktisk sært forfriskende og nyskabende, midt i denne epidemi af endeløse fantasy-serier.
5/6
Det tabte paradis
Claras bror Jeffrey savnede jeg lidt i den første omgang, fordi det var tydeligt at han var ret vigtig for handlingen og havde noget han gik og gemte på, men aldrig fik lov til at fylde særlig meget. Det gjorde han i fortsættelsen, og selvom han godt nok var en pain in the *** og en tvær teenager en del af tiden, så kunne jeg stadig godt lide det. Jeg kunne godt lide at der var et godt pendant til Clara, og derudover synes jeg hans reaktioner var ret troværdige og fornuftige. Hvis du i længere tid har stået i skyggen af én der konstant får al opmærksomheden, så bliver man vel altid bare en lille smule muggen. Engel eller menneske.

Moderen irriterede mig til gengæld stadig. Jeg kunne virkelig godt lide udviklingen med hende, som jeg dog ikke kan røbe uden at afsløre al spændingen, men jeg må indrømme at hun altså stadig irriterede mig. Til gengæld elskede jeg de nye personligheder som Cynthia Hand introducerede i denne omgang og jeg håber at især én af dem bliver. Samt at der fortsat sker et skred omkring Sortvingen. Jeg kunne ret godt lide den måde han bliver brugt på i denne bog, og den del af hans personlighed man fik vist og fortalt. Det giver stof til eftertanke.
Sproget er stadig fint. Der er et godt flow i handlingen, sproget rammer målgruppen godt og den er let at komme igennem, hvilket jeg ser som en klar fordel med denne type bøger. Der er også små hentydninger og stikpiller til andre bøger omkring vampyrforelskelser og trekantsdramer, hvilket jeg måske finder en lille smule komisk, idet forfatteren selv ikke rigtig er bedre end sine kollegaer på det punkt. Christian får lov til at fylde mere i denne bog, og det klæder helt klart hans personlighed. Jeg holdt mest med Tucker forrige gang, men her rammer Claras engelven mig altså hårdere. Hvis vi så lige kunne få afskaffet Angela i næste bind, så ville jeg faktisk være helt tip-top med alt i bogen. Hun irriterer mig nemlig lige så grusomt som Claras mor.

Unearthley er stadig én af de bedre engel-serier på det danske marked, hvis man spørger mig. Trods lidt fejl og mangler, og min personlige mening om noget af persongalleriet, så fungerer historien og forfatteren har gjort sig nogle tanker. Alt bliver ikke afsløret på én gang, og selvom nogle hemmeligheder virker lidt for perfekte og belejlige når de først kommer frem, så giver de alligevel ret god mening for læseren. Jeg glæder mig til næste bind i historien.
5/6
Kald mig engel
Clara er kvart engel – Skytsengel. Og da hendes vision rammer hende, og hun ved hvad hendes mission som engel er, flytter hun med sin mor og lillebror fra Californien til Wyoming. I de nye omgivelser forsøger både hun og hendes familie at bearbejde Claras visioner og samtidig falde ind i det lokale miljø, under dække af ønsket om nye, mere friske omgivelser end de havde i Californien. Snart møder Clara drengen fra sine syn; Christian, som går på hendes skole og er den mest perfekte fyr, man kan tænke sig. Men der er jo også den irriterende Tucker, der konstant hakker på hende, og ikke mindst ankommer Sortvingerne til området, og Clara opdager at der er meget mere i livet for engle, end blot en mission. Og at hun langt fra er den eneste engel på skolen.
Under læsningen synes jeg bogen var noget lang at komme igennem, og jeg skulle faktisk næsten 1/3 ind før jeg synes spændingen tog sådan rigtig til. Ellers havde der indtil da været mest fyldt af introduktioner, de klassiske startvanskeligheder som tilflytter og lidt pigefnidder. Alligevel er Kald mig engel den type af bøger, man (jeg) har svært ved at slippe, for trods at det går noget trægt i starten, har man på fornemmelsen at den gemmer på mere. Og det gjorde den da også. Indholdet tog til og der begyndte at ske mere, være mere drama på siderne. Den blev aldrig en decideret spændingsroman (trods synet om skovbrande), men den var en god page-turner, som Clara kæmpede sig igennem sine visioner og nye opdagelser om den verden hun er en del af.

Forfatteren har formået at lave et ganske udmærket persongalleri, hvor der bruges tid og kræfter på de personer der har en form for betydning, og knap så meget på de mere ligegyldige. Det betød først og fremmest at man langsomt kom godt ind under huden på Clara, men også på Christian og Tucker. Dog savnede jeg faktisk lidt nogle af de øvrige personer, og jeg synes især jeg savnede Claras bror, som jeg meget håber kommer på banen i de næste bind. På et tidspunkt blev det meget tydeligt, som læser, at han gemmer på noget der ikke er kommet frem i lyset endnu, og netop fordi der dårligt hentydes til det, gør det mig bare endnu mere nysgerrig end Claras mors konstante hemmeligheder og fortielser. De blev egentlig bare lidt irriterende til sidst. Jeg mener, sig det nu bare for pokker. Forbered din datter lidt, hva’?!

Jeg må indrømme at Kald mig engel på trods af lidt mangler, er én af de engelbøger jeg har holdt mest af. Cynthia Hand har formået at skabe et godt univers og lader til at have tænkt over sit univers og hele sammenhængen omkring sine engle og deres eksistens. Det hele er bestemt ikke åbenbaret endnu, men jeg kunne godt lide at det alligevel var tydeligt at der altså var tænkt over tingene og at de nok skulle komme. Sproget var velfungerende og flydende og jeg kunne godt lide det konstante spil der var mellem flere af karaktererne, ikke mindst Clara og Tucker. Det værste ved at have læst bogen, er egentlig at den er en pæn cliff-hanger til næste bind, for man får ikke en rigtig form for afslutning og der er så mange ubesvarede spørgsmål, at man bare tænker ”argh!” når man læser den sidste side.
5/6
Dark Life - livet under havet
Dette er forfatterens debutroman og hist og her synes jeg godt man kunne fornemme det på sproget. Men det fungerede egentlig ganske godt for bogen, at have et meget enkelt og let sprog med sig. Den blev ikke dårligere af det, men gjorde den nem at overkomme for de lidt ældre læsere.

Vi befinder os i fremtiden, hvor vandene er steget til unaturlige højder og som følge deraf er en del af jordens befolkning rykket under vandoverfladen. På landjorden lever Overboerne i højhuse, hvor ingen har sin egen plads og hvor den eneste status man kan skabe for sig, er at have sit eget rum. De rigtig rige og magtfulde har måske en hel lejlighed. Under overfladen lever en mindre del af befolkningen. De har deres egen jord og masser af plads på havets bund, men er stramt overvåget af magthaverne, der udnytter deres afgrøder fra havbunden. Hovedpersonen Ty er det første barn der er født under havet og han ender i bogen med at stå midt i et virvar bestående af den lovløse bande Seablite, venskabet og forelskelsen i overfladepigen Gemma, forældrene der overvejer at flytte op til overfladen og magthaverne der ønsker at indskrænke hans folks muligheder. For slet ikke at tale om den hemmelighed som Ty bærer rundt på og som han for alt i verden forsøger at holde skjult for alle. Men hvad nu hvis hans eneste mulighed for at redde dem han elsker, er at afsløre sin hemmelighed?

Livet under havet er en virkelig fed og spændende start på en ny serie. Og ens af den store styrker er at den kan fungere til et ret bredt publikum af begge køn og mange aldre. Der er god action i bogen, spændende passager og ting at tænke over. Samtidig er bogens romantiske del ikke nær så udstillet som i andre bøger, men er væsentligt mere underspillet end vi efterhånden er vandt til fra teenagebøgerne.

Kat Falls skriver meget let, men også utrolig flydende og med en god fængende handling. Hun har forsøgt at sætte sig godt ind i sine personer og formår at give læseren et fremtidssamfund som ikke straks er udbredt og forklaret fra første side, men som fungerer med de få oplysninger man nu har fra start af. Og så langsomt udbygges og klarer op for én, efterhånden som handlingen skrider frem, og der sker ting, der gør det naturligt at fortælle mere om samfundet og den verden Ty lever i. Dette var jeg især utrolig imponeret af.

Jeg synes at Dark Life-temaet sætter et par ganske relevante spørgsmål ved vores levemåde i dag, men også ved den måde vi betragter hinanden på. På overfladen er Ty en vandskabning, han er noget man glor utilsløret på og hvisker om. Under overfladen er Gemma nøjagtig det samme for havfolkene. Men er de i virkeligheden så forskellige endda? Og hvornår bør man overveje hvilke konsekvenser vores livsstil har på vores fremtidige liv?
5/6
Tankespind
Selvom bogen her hælder mere hen i retning af gysergenren, end forfatterens øvrige værker, tænkte jeg at det da ikke kunne være så slemt. Julie Clausen er jo sådan en sød og stille pige at se på, så hvor slemt kunne det lige være?

Well, for en total pivskid som mig, kunne det være ret slemt! Jeg synes satmne bogen var freaky, især taget i betragtning af at man selv sover i en mørk, tom kælder og er i gang med at se sin hovedperson tortureret i lignende omgivelser! Utroligt så mange sære lyde, der pludselig opstår i ens hjem. Jeg er dog klar over at jeg er en pivskid af stor karat, så andre læsere på samme alder som mig, vil nok næppe finde bogen sygt uhyggelig, men blot spændende.

Sprogmæssigt er Tankespind ikke det største værk jeg har læst indenfor ungdomsgenren. Det halter lidt engang imellem, især i første halvdel af bogen, men så lader det til at forfatteren har fået lidt mere flair for det hele og det flyder lidt lettere under resten af handlingen. Til gengæld kunne jeg godt lide det samspil Julie Clausen skaber imellem sine karakterer og den måde hun sørger for at deres forhold oparbejdes og holdes ved lige, trods diverse interne uenigheder og forskelle. Personerne virker troværdige og som nogle man faktisk godt kunne møde ude i den virkelige verden. Det satte jeg stor pris på, især fordi bogen er dansk og foregår i København. Og er der noget jeg synes danske forfattere især halter bagefter på, så er det deres persongalleri og omgivelser.

Ila er en sød pige, men man fornemmer allerede fra starten af at hun har mere med i bagagen end bare en kernefamilie og en sød veninde derhjemme. Jeg synes dog godt at forfatteren kunne have spillet mere på netop dette, i takt med at Ila falder til i København og begynder at plages af underlige drømme og får sværere og sværere ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. I forhold til hvor meget der lægges op til at der er noget gemt i Ilas fortid, så synes jeg ikke det fik plads nok eller var helt så slemt, som jeg havde håbet/frygtet. Til gengæld kunne jeg godt lide de mange flashback, som jeg ved at andre læsere ikke har brugt sig om. Jeg synes det fungerede fantastisk. Ved nogle af dem tog det mig lige et par linjer at opdage at det faktisk var et flashback, men jeg synes de gav en helt anden stemning til bogen og opbyggede spændingen meget bedre end en kronologisk tidslinje ville have gjort det. Det var jeg ret stor fan af.

Hvor uhyggelig bogen er, er nok meget an på hvad man er vant til. Som sagt, jeg var lettere skræmt hen imod slutningen, men mere nuanceret set kan bogen sammenlignes med Dennis Jürgensens gamle Mørkeleg og lign. titler, sådan ret genremæssigt.
Jeg synes slutningen var forholdsvis gennemskuelig, jeg regnede i hvert fald ret hurtigt ud hvem skurken var. Dog var der plads til de sidste, overraskende brikker i puslespillet og det var faktisk meget fedt, for der var stadig elementer jeg ikke lige havde set komme. En enkelt brik havde jeg dog også gerne været foruden, for jeg elskede den åbne og noget utraditionelle slutning, jeg synes dog også at den lige var at stramme skruen for meget, med hensyn til ét bestemt punkt.

Alt i alt var jeg sådan set rigtig glad for denne bog og da jeg først var begyndt på den, havde jeg også yderst svært ved at give slip på den igen. Den blev siddende noget ekstra tid, også efter at jeg havde lukket sidste side, så klart en succesoplevelse. Dog med plads til lidt ekstra udvikling fra forfatterens side.
5/6
Katsas fortælling
Katsa, som er hovedpersonen, er opdraget af sin onkel, Randa, der styrer ét af De Syv Kongeriger med hård hånd. Han er uretfærdig og egoistisk og bruger Katsas evner til at sende hende ud på kyniske ekspeditioner for at straffe og muligvis henrette, folk der ikke har opført sig som kongen ønsker.

På trods af sin evne har Katsa indtil nu fungeret som hans personlige bøddel og er blevet opdraget til at være kold og kynisk, som det uhyre hendes onkel fortæller hende at hun er. I et forsøg på at råde bod på kongens uretfærdigheder har Katsa startet Netværket – en gruppe af modige folk som ønsker at hjælpe de svage i alle syv kongeriger og gør det i al hemmelighed for kongen. Disse kendsgerninger gør at man meget hurtigt begynder at føle hvordan Katsa har det og tage del i hendes følelser. Som læser forstår man til fulde hvorfor hun er blevet som hun er, men man mærker også at der et sted under overfladen lurer en masse følelser og en del af hendes personlighed, som endnu ikke er vækket helt. I mine øjne er det en dragende og god evne at have, som forfatter, at man kan få sine læsere til at føle på den måde. Både at kunne føle med personen og se kendsgerningerne, men også at kunne opdage dét der ligger under overfladen og lurer.

Denne bog er Kristin Cashore’s første oversættelse til dansk og en del af Talentian-serien, men i en bogverden, hvor fantasyområdet stadig bærer præg af de helt store forfattere der allerede er slået igennem, er det her bestemt en bog, der ikke bør overses i farten. Ikke mindst fordi den skiller sig mærkbart ud fra mængden.
I Cashore’s univers med De Syv Kongeriger findes der hverken elverfolk, varulve, vampyrer eller troldmænd. Alt i alt er samfundet næsten blot indrettet som et typisk middelaldersamfund måtte have været det – Men så er der talentianerne. Disse mennesker, med helt unikke evner, er det eneste overnaturlige i bøgerne, og tro det eller ej, men det er helt forfriskende at læse en bog, der på én og samme tid er en fantasybog med overnaturlige elementer, men alligevel ikke kammer helt over i udelukkende at handle om ulvepels, tryllestave og vampyrhugtænder.

Denne ide, denne særprægede måde at holde sig til fantasyuniverset, finder jeg ganske fantastisk, for selvom man aldrig er i tvivl om at man befinder sig et sted der ikke findes, men som er opstået i forfatterens hoved, så føler man sig alligevel helt og aldeles hjemme og kan sætte hele universet og verden ind i en verden der på en eller anden måde passer til ens egen. På én og samme tid virker Cashore’s univers både fantastisk og ulogisk og alligevel forunderligt hjemmeligt og velkendt.

Hele historien er fantastisk godt skrevet og som læser lever man sig helt og aldeles ind i universet og Katsas kamp, både med sig selv og sine omgivelser. Desværre synes jeg historien begynder at halte lidt undervejs og sidste del af bogen skuffede mig noget. Følelser og tanker er ikke helt så godt udpenslet hen mod slutningen, hverken for hovedpersonerne eller bipersonerne og det gør at nogle af personerner der dukker op i løbet af historien, ender med at blive en mærkelig mellemting mellem de to. Samspillet begynder at halte efter og man føler sig ikke helt så godt hjemme som man gjorde i starten af bogen. Det virker som om Kristin Cashore løb tør for ideer undervejs i sin skrivning, men alligevel blev nødt til at skrive historien færdig med det samme og så er dette resultatet. Synd og skam for bogen ligger fantastisk flot ud og en dejlig og gribende historien – Rent skrivemæssigt halter den ene halvdel bare efter den anden, som en lille efterfølger der aldrig rigtig burde have været der.
5/6
Historier til drenge [IKKE FOR PIGER]
Jeg er jo stor fan af at få børn til at læse. Jeg er faktisk ligeglad med hvad ungerne læser, bare de læser. For min skyld kan det være et Vi Unge blad eller en fodboldbog, I don’t care. Bare de opdager at der er en fantastisk verden i det skrevne sprog og lærer at udnytte den bedst muligt og holde af den. Derfor er jeg også stor tilhænger af diverse tiltag der gennem tiden er lavet for at få børn til at læse mere. Nogle tiltag er gået bedre end andre, men alle sammen har de forsøgt, og jeg var ret spændt på denne lille sag af en bog, Historier for drenge der fungerer fint som selvlæsning fra 9-10 år og opefter.

Fælles for alle ti noveller i bogen, er at de har deltaget i konkurrencen om Drengelitteraturprisen, de fleste af dem med gys og uhygge som hovedgenren. Faktisk synes jeg ”de fleste” er lidt en underdrivelse, for den ene novelle der ikke var det, stak ud som en meget mærkelig lille sag. De andre var svingende i uhygge, men jeg bed især mærke til den anden novelle, Anika Eibes Colosseum, der vandt prisen sidste år. Jeg synes den skilte sig for meget ud i forhold til de andre … Og så må jeg indrømme at jeg ikke forstår hvorfor den vandt. Det var da såmænd en fin lille tekst, men jeg synes ikke det var en egentlig historie og bestemt heller ikke den bedste. Til gengæld var jeg meget begejstret for blandt andet Telefonfis og Nick Clausens bidrag om en hjemsøgt kirkegård. De to især synes jeg skilte sig ud som virkelig gode og noget der burde kunne fange de unge knægte, der ikke gider åbne en bog.

Alt i alt var det en god lille bog. Nu er jeg jo væsentligt over målgruppen og derfor var den meget hurtigt læst, men jeg kan se potentialet i flere af historierne, for deres målgruppe. Og så kunne jeg godt lide ideen om den lille forfatterbiografi der var lagt ind over alle bidragsyderne. Dog undrede det mig en lille smule at der var flere kvindelige forfattere med. De kan selvfølgelig sagtens skrive bøger der også fanger drenge, det er jeg slet ikke uenig i. Men i en drengebog som denne synes jeg egentlig det havde matchet bedre at lade de mandlige forfattere få en klub for sig selv – Og så til gengæld lave en tilsvarende til tøserne, med de kvindelige forfattere.
5/6
Kaldet
Jeg kom virkelig til at holde af denne bog. Jeg havde egentlig forventet en ganske fin, om end ikke fantastisk, læseoplevelse, men jeg kom til at holde ganske meget af Kaldet, som er den niende bog i serien om Nattens Hus. Der er godt med drama og spænding og problemerne stiger efterhånden til uanede højder, som gamle problemer endnu ikke er blevet løst, mens nye stadig træder til. Samtidig følte jeg endelig at Zoey trådte i rigtig karakter som ypperstepræstinde og ikke blot tænkte på sig selv og sin egen forfængelighed, men lod sine handlinger tilpasses ud fra hendes ønske om at beskytte andre, deriblandt Stark. Og dét holdt jeg utrolig meget af, for Zoey har hele vejen igennem været en dum gås, hvis man spørger mig. Men nu er hun endelig kommet ud på et plan hvor jeg kan følge med og hvor hun gennemført tager sig af andre, fordi hun elsker dem og ikke fordi hun selv får noget ud af det.

Samtidig er det niende bind også bindet hvor tvillingerne får en langt større rolle. Selvom flere og flere af personlighederne i serien har fået fyld og liv i løbet af de første otte bind, har tvillingerne hele tiden været lidt bagud på point. Men det kommer de efter, nu hvor deres indbyrdes problemer breder sig til hele gruppen og tvinger alle til at tage en beslutning.

I det hele taget er dette bogen hvor også læserne bliver stillet flere spørgsmål og ikke blot skal tage stilling til bogens drama, men også til nogle spørgsmål som man måske ikke havde forventet at denne serie ville stille. Det finder jeg ganske sundt, fordi det bringer noget nyt til universet, hvilket er et friskt pust i denne serie.

Jeg ser frem til det tiende bind om Nattens Hus – Men håber samtidig også at serien snart når sin naturlige afslutningen, så den vil slutte på toppen, frem for at dale i kvalitet igen og slutte med en middelmådig afgørelse af det hele.
5/6
De første dage
Jeg var ret spændt på denne bog. Det er så sjældent at der skrives virkelig godt zombie fiction. Kunne Rhiannon Frater leve op til de ekstraordinære krav der er til genren? Personligt havde jeg aldrig hørt om hende, men efterfølgende har jeg fundet ud af at hun åbenbart har skrevet en del, der egentlig lyder ganske spændende. Jeg må dog sige at jeg er ualmindeligt glad for at forlaget har valgt denne forside til den danske udgave, for jøsses du milde moses der er nogle rædderlige forsider imellem de gamle af slagsen. :forvirret:

As the world dies byder dig ikke velkommen med en rolig, sød start der luller dig ind i denne dystre udgave af vores egen verden. Niks, du starter direkte på side ét, hvor du finder Jenni stående udenfor sin hoveddør mens hendes spædbarn er ved at grave sig ud gennem døren for at æde hende, og hendes mand forsøger at bryde ud gennem stuevinduet for at gøre det samme. Stilen er lagt med det samme og zombierne i denne bog skyer ingen midler eller besidder følelsesmæssige relationer der gør dem venligere stemt overfor deres nærmest. Er du først blevet smittet via et bid fra en zombie, så er det en god ide at finde én der skyde dig med det samme. Ellers ender du dine dage med at være på jagt efter menneskekød - Også selvom det måtte være din egen familie.

De to kvinder finder hurtigt sammen og kaster sig ud i en roadtrip gennem landskabet, i et forsøg på at finde helle for zombierne og overleve en verden der er ved at gå til i kaos og zombier. Ingen ved hvor den pludselige sygdom kommer fra eller hvordan den er skabt, men den smitter gennem bid og det går langt hurtigere end man nogensinde kunne have forudset. Således kan man gennem små radiobrudstykker og samtaler med forskellige bipersoner fornemme at allerede efter det første døgns tid på landevejen, er det meste af kvindernes verden ændret radikalt til et levende kaos af døde. Der er kun én måde at opleve på: Skyd dem før de æder dig.

Jeg har læst en anmelder der blev overrasket over at dette var en del af en serie. Men det er det altså. Det vidner 1-tallet på bogens ryg måske også lidt om. Samt bagsideteksten. Bogen slutter meget åbent og vil man have en egentlig forklaring på det hele, må man altså læse hele serien, der er på i alt tre bind. Denne første omgang slutter uden at man egentlig har fundet en forklaring på noget som helst, og selv efter at have overvejet det i nogle dage, må jeg indrømme at jeg ikke helt ved hvordan jeg har det med det. Jeg kan godt lide at en serie fortsætter med samme spænding og historie, men jeg følte mig på en eller anden måde også lidt snydt, for det havde været rart at få bare lidt forklaring på noget af historien. Måske ikke den hele, men bare en lille mundsmag, der skulle gøre det ud for at ville have resten senere.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Det er den ikke. Den er meget robust i det, i forhold til sin længde, synes jeg. Det kom bag på mig at det tog mig så relativt lang tid at læse den, men selvom den ikke er særlig lang (431 sider) så er der ret meget indhold på siderne og den er mere sammentømret end mange andre bøger i genren. Handlingen dækker godt nok kun over relativt kort tid, men der når alligevel at ske en hel del med de to kvinder, der i sidste ende finder sammen med et forskanset samfund i Texas, der har formået at holde zombierne ude indtil videre. Men hvor længe kan de holde stand?
Sproget er ganske udmærket. Af og til følte jeg lidt at det balancerede på en kant mellem at være en ungdomsbog og en voksenbog, hvor forfatteren ikke helt har kunne bestemme sig, men havde taget det bedste fra begge verdener så at sige. Derudover handler en zombiehistorie jo om netop zombierne og dét at skildre dem tror jeg må være noget af det sværeste for forfatteren. Man fejler utrolig nemt, men Rhiannon Frater klarer utrolig flot at beskrive huden der hænger i laser, de levende skeletfingre, den umættelige tørst efter menneskekød … Og ikke mindst den panik og det chok der lægger sig som en dyne over zombiernes ofre. I hvert fald ved hovedpersonerne. Af og til følte jeg lidt at et par bipersoner måske blev glemt lidt for meget, ikke mindst fordi der hurtigt opstår et kraftigt og bredt persongalleri hvor mange nævnes med navn og en kort introduktion af hvad de laver i det indemurede samfund, for så aldrig at blive brugt igen. Det fandt jeg lidt irriterende, for der var rigeligt med andre personer at holde styr på.

Alt i alt var As the world dies en overraskende god, men lidt langsommelig fornøjelse. Jeg agter helt klart at skaffe mig de næste bind i serien, når de udgives, for jeg vil have afgjort hvor pokker de levende døde kommer fra, og ikke mindst hvordan de kan ødelægge alle amerikanske stater så utroligt hurtigt.
4/6
Død og forelsket
I betragtning af den enorme mængde af fantasy der findes på de danske hylder, så undrer det mig til stadighed at der ikke findes flere af slagsen der handler om spøgelser, ånder og lign. overnaturlige væsner. Efter at have læst og elsket Hjemsøgt har jeg dog været lidt bekymret for at starte på denne her, så den har stået noget tid.

Men hvad synes jeg så? Tjah … Alt i alt er Død og forelsket en udmærket bog. Jeg vil gerne se om fortsættelsen når et højere niveau, men den første bog som enkeltstående tog mig ikke direkte med storm. Den er ganske udmærket, med et let og flydende sprog, men jeg synes aldrig at den fangede sådan helt rigtigt. Måske fordi den svævede lidt imellem en masse forskellige plotideer og problemstillinger, der aldrig helt fik deres rigtige plads i historien, men tumlede lidt rundt imellem hinanden og kom og gik uden rigtig at hænge fast eller udvikle sig.

Jeg kunne egentlig godt lide Amelia som person. Jeg synes hendes historie var interessant og jeg kunne godt lide at hun havde brugt flere år på at rende rundt uden mål eller hukommelse. Og at hun ikke bare med et fingerknips kunne mestre alle sine kræfter perfekt, men måtte opdage dem undervejs og lære dem at kende.

Joshua var sød. Han var en ganske fin ungdomsforelskelse og ikke særlig overraskende, men jeg synes dog at han hoppede lidt for nemt med på det hele. Godt nok havde han været udsat for en nærdødsoplevelse osv. men det gik utrolig let for Amelia at overbevise ham om at hun var en død pige, kun han kunne se. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere modstand og forundring. Hans bedstemor Ruth var dog min virkelige kæphest; jøsses, hvor jeg hadede det kvindemenneske. Ikke kun fordi hun var efter Amelia, men fordi jeg syntes hun var super belastende, manipulerende og selvcentreret. Jeg kunne slet ikke have det, når hun trådte ind på siderne. Derimod var Eli noget nemmere at forholde sig til. Han var stadig ond, men rimelig let at acceptere og med en god, ond personlighed – Hvis man ellers kan sige det.

Sproget var godt og flydende. Jeg kunne godt lide Tara Hudsons måde at formulere sig på, og hendes beskrivelser af især sine bipersoner og Amelia og Joshuas omgivelser. Det gjorde bogen let og hurtig at læse, så selvom den ikke rigtig fangede, så var det en god og hurtig oplevelse.
4/6
En blodig arv (Softcover)
Jeg er en lille smule splittet omkring denne her bog. Ikke fordi den var dårlig. For det var den bestemt ikke. Men jeg forstår ikke serie-konceptet i den. For mig virker den som en helt enkeltstående bog, med en fin og åben slutning, hvor læseren selv kan gætte lidt videre, men ikke efterlades fuldstændig blank. Jeg har simpelthen bare svært ved at se resten af serien for mig. Og det irriterer mig sådan noget. Når jeg afslutter bind ét, vil jeg kunne gætte på hvad der sker i bind to.

Da jeg åbnede En blodig arv forventede jeg lidt en Twilight-historie med magiske kræfter. En letlæst, fin historie uden synderligt dybt indhold eller store sætninger. Det fik jeg ikke helt. Selvom bogen ikke hører til de længste i verdenshistorien, så synes jeg at siderne havde mere gods i sig og mere indhold end rigtig mange andre fantasybøger der pt. indtager markedet. Sproget er hverken svært eller kringlet. Det er enkelt, flydende, med gode detaljer og fine følelser. Men handlingen er bare mere bastant end fx Fallen, Twilight og Hush Hush. Det er ikke nødvendigvis skidt – Det tog mig bare lidt længere tid at læse denne basse af en bog, end jeg havde ventet. Jeg kan faktisk godt lide når teenagebøgerne tager fusen på mig, på den måde.

En blodig arv handler om Silla, der finder ud af at hendes far havde magiske kræfter, bundet til sit blod. Med de rette hjælpemidler og bare en enkelt dråbe blod kan Silla pludselig gøre de mest utrolige ting og sammen med først sin storebror og senere hen sin kæreste Nicholas begynder hun at lege med blodmagien. Men intet er så uskyldigt som det kunne lade til og pludselig er både Silla og dem hun holder af i overhængende fare.
Bogen bytter rundt mellem Silla og Nicholas i sine kapitler. De skiftes til at fortælle og det viser lige fra starten af at det ikke kun er Silla der på utrolig vis er det mest enestående menneske på jorden. Der er andre end hende der har betydning i historien og dét synes jeg utrolig godt om. I teenagebøger synes jeg tit det er op til én enkelt person at være enestående og redde det hele. Her er der faktisk to der kan nogle ting og som har noget at sige for bogens handling og det fungerer rigtig godt. Ikke mindst fordi forholdet mellem de to hurtigt udvikler sig, mens de samtidig har en større fælles fortid end de lige troede. Den bliver langsomt gravet op for læseren og her er det til stor nytte at der er flere fortællervinkler, end kun Sillas.

Jeg holdt meget af ideen om blodmagi og jeg synes ideen virker ganske gennemtænkt og fin i praksis. Det kan Tessa Graton godt være fint tilfreds med. Dog synes jeg engang imellem at det romantiske forhold kammede lige lidt for meget over. Der blev lidt for mange violer og rosenblade til sidst og selv i situationer hvor man burde føle skræk og ve, angst og spænding, fik teenagehormonerne lov til at tage over. Det irriterede mig, efterhånden som jeg nåede til bogens sidste halvdel. Simpelthen fordi bogens fremgang viste tegn på mere drama end der faktisk endte med at være. Så altså; Tessa; mit ønske må være mere action og lidt mindre kærlighed næste gang. Tak.
4/6
Heksejagt
Så er vi på den, med endnu en serie i syvogfyrre lette bind. Ah okay. Ikke helt. The Hollows skrevet af Kim Harrison er planlagt til at være på i alt 13 bind. På engelsk er de 11 af dem udkommet. Og nu er den også landet i Danmark. Heksejagten kan begynde …

Heksejagt foregår lidt ude i fremtiden hvor en verdensomspændende epidemi har ryddet en god del af jordens befolkning for år tilbage. Efter virussen blev slået ned og bekæmpet dukkede de overnaturlige væsner op fra deres skjul og stod frem i offentligheden; alt fra vampyrer til hekse og alfer, feer og varulve, blev offentligt kendt. Efter bedste evne slog de sig ned og lever nu, hvor bogen starter, side om side med menneskene
FIB er styret af menneskene og står fora t håndhæve de amerikanske love. Som supplement oprettede de overnaturlige IS, som sørger for at holde alle overnaturlige væsner i ørene, og sørge for at samlivet med menneskene forløber så gnidningsfrit som muligt. Det går ikke altid helt godt, og Rachel Morgan, agent i IS, er svært upopulær hos sin chef. Hun er dygtig som agent, men laver både fejl og er sjusket med visse ting og til sidst får Rachel nok. Med lidt hjælp forlader hun IS, og med sig tager hun både vampyragenten Ivy og alfen Jenks. Den umage trio slår sig ned i en stor, forladt kirke og starter deres eget bureau. Men man forlader ikke bare sådan IS uden at chefen er med på ideen. Og fra da af er især Rachel jaget vildt på gader og stræder. Ingen steder er sikre, ingen kontakt er uden konsekvenser.

Jeg er på et både-og hold, når det gælder Heksejagt. Jeg elsker det univers der er bygget op i bogen og Kim Harrison har virkelig gennemtænkt sin verden ned til mindste detalje. Alle væsner er blevet kategoriseret og har fået personlighed og egenskaber, hele verden er sikret og bygget op uden fejl og mangler. Og netop dette er på en måde dén anke jeg har omkring bogen. For selvom jeg elsker universet og elsker at se en forfatter der sørger for at have sin verden i orden, så bliver det bare lidt for meget i dette tilfælde. Du får konstant nye informationer, konstant nye fakta. Bare ikke alle sammen lige relevante og vigtige for netop denne del af historien. Jeg havde gerne set at vi måske havde fået gemt lidt af historieundervisningen til senere hen. For Heksejagt indeholder på mange måder ikke rigtig meget andet. Taget i betragtning af hvor lang bogen er, er der utrolig lidt action og drama i og det savnede jeg virkelig. Jeg havde forventet meget mere action og intens jagt og kamp.

Rachel Morgan og hendes to partnere er på mange måder det perfekte trekløver. De supplere hinanden utrolig godt og har alle tre nogle negative og positive sider. Samtidig med at de får masser af personlighed, siderne igennem, uden at der dog ikke er plads til nye sider, senere hen. Sproget er godt og flydende og Kim Harrison har uden tvivl skrevet bogen med hjertet. Hendes hovedperson er forholdsvis let at holde af, for Rachel fremstår nøjagtig lige så fejlfyldt som os almindelige mennesker. Hun har også sine svage sider og sine fejl. Og er ikke bare en ren wonder-woman, der kan det hele. Netop dette kammer dog også over i ny og næ, efter min mening. Jeg er med på at det ikke er sjovt at have snigmordere efter sig konstant, men jeg synes visse steder at der gik lige lidt for meget selvmedlidenhed og ynk i den. Rachel bruger meget tid på at prøve at fremstå hård og velovervejet – Men på de fleste af siderne viste teksten bare noget helt andet og det blev lidt trættende til sidst. Der er ingen der gider høre på en person, hvis det eneste vedkommende kan, er at whine over sit liv. Heller ikke selvom hun er ved at blive slået ihjel konstant.

Alt i alt en rigtig fin bog, med et flot og spændende univers. Jeg er klart med på fortsættelsen, men krydser fingre for mere action og flere hårdkogte scener med Rachel. Og så knap så meget feminin ynkelighed.
4/6
Mørkets frembrud
Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan bestemme mig for, hvordan jeg synes det fungerede med Elenas død og genopståen fra samme. Egentlig synes jeg at twistet fungerede ret godt og var noget mere anderledes end ellers set… Jeg synes bare aldrig rigtig at det kom til sin ret. På trods af at genopstandelsen ikke ligefrem var problemfri, så kom Smith uhyre nemt omkring og det vups, så var Elena tilbage, normal som før i tiden. Den forandring der skete og dét den betød/betyder for Elena og de andre, synes jeg aldrig man rigtig får at føle og dét ærgre mig.

Men ellers kunne jeg mægtig godt lide denne femte del af Vampire Diaries. Jeg havde jo før læsningen hørt utallige rygter om at den nye række af bøger var virkelig dårlige, i forhold til den gamle del af dem, men det synes jeg egentlig ikke. Jeg synes stadig sproget er godt og handlingen spiller fint med intriger, drama og overnaturlige kræfter. L.J. Smith holder, i mine øjne, en ganske fin rød tråd igennem alle bøgerne og jeg føler egentlig ikke at handlingen er udvandet så meget som nogle påstår. Tværtimod kunne jeg godt lide de små twists der var sat ind og dét at Stefan trådte i baggrunden i denne bog. Jeg kan såmænd godt lide Stefans person og hans forhold til Elena, men jeg var også ret glad for at få Damon mere frem i lyset. Det er ligesom om at hans plads i trekantsdramaet altid har været meget spinkel og en lille biting, der ikke var vigtig. Men når der nu er et trekantsdrama, så synes jeg det er fedt at han har fået lov til at spille sin rolle. Og er blevet så dobbelttydig, at man egentlig har ondt af ham med jævne mellemrum. Som Elena også er inde på i bogen, så er han, i virkeligheden, måske slet ikke så slem, som man tror…

Selvom jeg synes at sproget er meget det samme som tidligere og plottet udspiller sig meget i samme stil, så synes jeg dog at denne femte bog blev lidt langtrukken i dens bipersoner. Nu holdt jeg heller ikke videre af disse nye overnaturlige væsner med deres kræfter, for jeg synes et eller andet sted slet ikke at de passer ind i dét univers. Jeg havde gerne set at historien fortsatte med at bygge på vampyrer/varulve og lign. og ikke pludselig skulle gå i en helt anden retning også. De nye personers rolle blev ofte blot gentaget side efter side og man rykkede sig aldrig rigtig med dem – Det var bare gentagelse af hvordan de var, hvor de kom fra, hvad de kunne, side efter side. Dét ærgrede mig og den del af historien kunne sagtens være håndteret langt bedre fra forfatterens side…
4/6
Din for evigt
Åh. Jeg tror jeg havde syntes langt bedre om denne bog, hvis det faktisk var gået op for mig at hovedpersonerne skiftede. Selvfølgelig havde jeg læst bagsiden først, men det var altså gået lidt forbi min næse at synsvinklen skiftede 100 % for hver bog. Og for pokker hvor jeg savnede Beth og Wrath fra Vampyrkongen!

Jeg kunne rigtig godt lide Rhage som person, også i den første bog, så for mit vedkommende vandt denne efterfølger en del, på hans væsen. Mary synes jeg til gengæld var lettere belastende. Hendes personlighed irriterede mig det meste af bogen igennem og hun mindede mig alt for meget om Bella fra Twilight-universet. Hun fik dog noget mere kant, som handlingen skred frem, og hen mod slutningen kom jeg til at holde helt af hende, efterhånden som hun tacklede vampyrkrigerne og deres verden.
Elimineringsgruppen var jeg ret glad for i den første bog, da de har deres egne afsnit. Jeg synes dog ikke at afsnittende fungerede helt så godt i denne efterfølger. Det føltes lidt som om de aldrig rigtig rykkede sig og alle deres afsnit mindede om hinanden. Den drejning én af deres folk tager i slutningen af bog, gør dog at jeg ser frem til deres kapitler i den kommende treer. Der er vist lys forude, hvad angår spænding i Elimineringsgruppen. Og eftersom at det er vampyren Zsadist der er hovedperson i den næste bog, så spår jeg også større intriger og kampe i dén omgang.

Vampyrkongen var fantastisk, 2′eren var lidt mere lunken hvis du spørger mig, men jeg ser stort frem til treeren i serien og håber på at standarden stiger lidt igen. Eller at Zsadists historie i hvert fald pepper det lidt op igen, så vi får den samme mængde vold og rå vampyrer, som vi gjorde i den første fortælling om Black Dagger Broderskabet.

Jeg holder meget af J.R. Wards sprog og tanker omkring et hemmeligt vampyrsamfund, men jeg følte at standarden faldt lidt i denne bog, hvor jeg ikke oplevede helt den samme brutale verden og de intense kampe, som tidligere. Til gengæld fylder følelserne og sexscenerne stadig lige meget, hvilket jeg – indrømmet – holder meget af. Det giver bogen en del mere kant og dybde, set fra min synsvinkel, fordi den er langt mere voksen i det, end mange af sine “søskende” i vampyrgenren. Og heldigvis for det.
4/6
Flammes fortælling
Jeg må sige at jeg er en kende skuffet. Det fantastiske sprog jeg oplevede i den første bog, var stort set væk i denne. I ny og næ blev det fundet frem og så elskede jeg siderne, men det meste af tiden brugte jeg på at gruble over hvornår vi kom videre i handlingen. For den var godt nok lang denne her bog!

Jeg elsker stadig Kristin Cashores univers og sagt til hendes ros, så har hun formået at flette sine to bøger rigtig flot sammen. Hele hendes verden fungerer ret godt og har beholdt sin charme og stemning. Dog synes jeg personligt at hun har ramt lidt forkert og muligvis har læst lidt for mange myter om at man kan grave sig gennem jorden til Kina, for dét var altså for langt ude. At man kan falde igennem et bjerg og ende i en anden del af verdenen, som ingen kender.

Jeg elskede Flamme som hovedperson og holdt meget af hende. Og mange af de bipersoner hun mødte undervejs var jeg også ret glad for. Deres personligheder fik fylde og havde et rigtig godt samspil, på tværs af status og klasser. Det holdt jeg meget af. Og forfatterens charme og måde at koble det hele sammen på, er helt klart hendes stærkeste kort på hånden, som forfatter. Næste gang ønsker jeg mig dog at hun enten skriver nogle færre sider eller propper dem med noget mere indhold. Denne omgang var langsom og langtrukken fra først til sidst, nærmest. Spændingen var rigtig længe om at komme i gang og varede desværre alt for kort, hvilket var en skam, for forfatteren havde ideen og plottet med sig. Der var bare alt for meget fyld. Og lidt for mange gentagelser om hvor mange kvaler Flamme havde med sine evner. Jeg mener, efter et par gange var jeg ligesom med, og havde ikke behøvet det gentaget konstant i hele bogen. Til gengæld gav flere bipersoner nyt liv og overvejelser til Flammes betænkeligheder og dét var ganske interessant at se bogen igennem; hvordan Flammes tanker og moralske skrubler ændrede sig, når noget omkring hende også gjorde.

Alt i alt en ok oplevelse (da jeg endelig kom til sidste side) men det er desværre nok én af de bøger som jeg havde haft det ok med bare at låne på biblioteket. Jeg håber at forfatterens tredje værk i sit selvopfundne rige, vil være bedre og mere actionfyldt og spændingsmættet.
4/6
Udvalgt
angt om længe fornemmer jeg at der begynder at komme spænding i denne serie. Efter endelig at have fået hul på den gode byld i Forrådt kastede jeg mig over Utæmmet så snart den kom på gaden. Og anmeldelsen vil ligne den forrige en del.

Sproget er stadig irriterende. Bandeord og teenagefloskler er der gudskelov blevet mindre af. Til gengæld er der stadig den samme mængde opsummeringer og jeg har det nu engang sådan at når jeg læser bog fire i en serie, så har jeg allerede læst de tre første – Jeg behøver ikke have dem gentaget!

Til gengæld begynder det for alvor at tage fart. Personerne er blevet udbygget og man er begyndt at have en form for forhold til dem. Dog er det stadig meget sort/hvidt, for jeg tror at alle personerne er den slags som man enten elsker eller hader. Personligt synes jeg stadig at Zoey er røvirriterende og tvillingerne er endnu værre. Til gengæld elsker jeg Afrodite, Daniel og Jack, som giver historien et godt præg, hver især.

Spændingen i teenagelivet er meget lavvandet. Deres teenageproblemer og de klassiske oplevelser begynder at blive kedelige, for nu føler man lidt at man har været igennem dem i de tre forrige bøger. Der er simpelthen grænser for hvor meget man gider blive ved. Til gengæld tager den sideløbende historie, om kampen mellem det gode og det onde, og om alting er som det ser ud til, endelig fat. Den får en større rolle og bliver det mest væsentlige i historien og dét er klædeligt. Det er noget de bare burde have gjort fra start af, for så havde de forrige historier måske ikke føltes helt så ligegyldige.

Det er først nu at jeg for alvor begynder at følge historien med en grad af spænding og forventning til den næste, men hvis det bliver ved med at gå som det går, så håber jeg meget på at de næste bøger i serien bygger ovenpå, så den kun bliver bedre for hver bog. Det efterlader mig dog også med tanken om, at jeg faktisk tror jeg havde holdt mere af denne serie, hvis den var noget kortere. Fx fire bøger af en ordentlig længe, med et ordentligt sprog og uden knap så mange gentagelser. Så tror jeg virkelig at den havde fanget mig…
4/6
Utæmmet
Hvis du begynder at undre dig over hvorfor jeg bliver ved, så er det okay… Under min læsning af treeren, undrede jeg mig også selv over at jeg faktisk gad at blive ved med at forsøge. Men på trods af min stadige modstand mod sproget i bogen og forfatternes manglende evne til at udtrykke sig fornuftigt og uden tusinde gentagelser, så begyndte jeg så småt for alvor at holde af historien og universet omkring Zoey, i løbet af min læsning.

Problemerne for både Zoey og de andre begyndte at blive ægte undervejs og det virkede endelig som om at Zoey blev en rimelig normal teenagepige – Nå ja, lige bortset fra dét der med vampyr-racen, naturligvis. Alligevel begynder hun nu at blive mere troværdig og de problemer hun får skaffet sig selv på halsen i Udvalgt hjalp også til at jeg begyndte at føle hende som værende en levende person i bogen og ikke bare en papfigur eller utroværdig rolle. Hun fik endelig den modstand hun behøvede for at være ægte.

Bipersonerne udvikler sig også stadig og man opdager nye sider af dem og nye støder til. Det var dejligt at se flere af dem få nye kanter og sider og især Afrodite begyndte jeg for alvor at holde af, på trods af hendes hårde og kolde facade. Hun er nok også bare én af de personligheder som jeg har følt var ægte fra starten, fordi hun på samme tid virkede troværdig, men også rendte rundt med en skjult side af sig selv, som man stadig manglede at afsløre.

Så på trods af de mange gentagelser og opsummeringer, som jeg helst havde været foruden, så var dette den første bog i serien, som jeg virkelig læste mig igennem af lyst. Den var ikke på stadiet, hvor jeg ikke kunne lægge den fra mig, men den fangede mig og jeg læste den fordi jeg havde lyst til det og ikke fordi jeg følte at jeg da måtte give den en chance, nu alle sagde den var så god…
4/6
Jaget
Langt om længere, i løbet af den forrige bog, Utæmmet begyndte jeg at ane en forvandling og et skred i det hele. Jeg elsker at der langt om længe er kommet noget solidt drama indover og at der nu er fokus på andet end de almindelige teenageproblemer. Kalona var et friskt pus og Neferet gik endelig så meget over gevind at det blev betydningsfuldt. For nu at lyde som Ole Henriksen for en kort stund: I love it!

Sproget irriterer mig stadig grusomt i denne femte omgang. Efterhånden er det blevet bedre, rent talemæssigt og handlingsmæssigt, men de talrige gentagelser af hvad der er sket tidligere driver mig simpelthen til vanvid. Her er én ting jeg ville ønske at de danske oversættere kunne lave om og bare skære ud af bogen, for nøj, hvor er det belastende. Hvis jeg læser bind fem i en serie, så har jeg allerede læst de fire første og jeg har derfor ikke brug for utallige opsummeringer af selv den mindste, mest betydningsløse ting fra tidligere.

Mary Ann irriterer mig efter hendes forvandling, men hendes yndlinge begynder jeg til gengæld så småt at holde af. Jeg kan godt lide disse nye personligheder, og at både Afrodite og Darius har fået en mere fremtrædende rolle, er jeg ret vild med, da jeg holder utrolig meget af disse to personligheder. I det hele taget synes jeg at de mere fremtrædende bipersoner gør det rigtig godt og får historien til at fungere i en langt større sammenhæng end tidligere set, så jeg er optimistisk og ser frem til flere eventyr, der forhåbentlig fortsætter i den samme udviklende stil…
4/6
Fristet
Det tog sin tid, men så skete der sandelig også noget i denne serie. Jeg glædede mig til at få læst Fristet i håb om at den nu endelig ville forsætte i god og sikker stil – Og jeg blev ikke skuffet. Fristet er nok den absolut bedste bog i serien hidtil, spækket med drama, fortielser og problemer til halsen. Jeg elsker de gamle bipersoner som for alvor kom til at træde i karakter i sekseren og holder utrolig meget af det nyoprettede hold, der især også er kommet til at bestå af Afrodite, Darius og Stark. De tre tilsammen dannede et friskt pus til en ellers lidt for sammentømret klikke og gør det hele en del mere indlevende og troværdigt – Hvis ellers man kan bruge dét ord om en fantasyfortælling.

Sproget irriterer mig stadig, så der er intet nyt under dén sol og jeg har så småt vænnet mig til bare at flyve igennem siderne og så lade være med at tænke over hvor letkøbt det er lavet, rent grammatisk. Til gengæld elsker jeg at hver person efterhånden har fået opbygget sit eget ordforråd og sin egen måde at formulere sig på og hver gang opdage at dét er holdt i samme stil. Det er sjældent set at enkelte personer i historierne får hvert deres personlige sprog, rent formuleringsmæssigt, og dét synes jeg er ret godt klaret at få lavet det så holdbart.

Mary Ann irriterer også stadig min blindtarm, noget så grufuldt. Hun er irriterende, utroværdig og en evig finke. Det er ellers sjældent at jeg virkelig brænder for et godt dødsfald blandt hovedpersonerne, men her ville det altså efterhånden være en glæde at se. Det irriterer mig at hun endnu engang er blevet flettet ind og skal være noget helt specielt og særligt og bare være så dygtig og kraftfuld og enestående… Helt ærligt, hvor mange af den slags personer kan man få plads til i én og samme historie? Det er jo snart ikke noget særligt, når én er bogens skikkelser kan noget specielt. Det er blevet daglig kost, snarere.

Til gengæld holdt jeg meget af den nye trekant der blev lavet omkring Zoey – Fra min synsvinkel fungerer den langt bedre end den gamle og er langt mere brugbar og udholdelig, så dét var en fornøjelse at få puttet ind. Nu håber jeg dog bare at forfatterne tør stå ved deres rimelig markante ændring fra slutningen af denne bog og ikke bare løser alle problemerne igen, i den næste…
4/6
Vækket
Det er ikke nogen hemmelighed at min glæde over denne serie kom ret sent. Det var først efter flere bind at jeg rigtigt begyndte at holde af visse af personerne og så frem til de næste eventyr. Efter Forbrændt var jeg dog tilbage til en vis form for skuffelse, for trods en god bog med spænding og eventyr, var slutningen for letkøbt efter min mening. Derfor var jeg også noget spændt på denne omgang. Ville den ryge helt tilbage til start eller ville den komme tilbage på rette spor?

Tilbage i vores verden kæmper Zoey og hendes venner stadig mod mørket og den onde Neferet, der arbejder på at gøre Tulsa og hele verden til Helvedes forgård, hendes eget personlige kongedømme. Eller dronningedømme, om man vil. Og som om dét ikke er nok står Kalona stadig ved hendes side, sammen med sine skyggeravne. Måske lige bortset fra Refaim, hvis kærlighed til Mary Ann stiller sig i vejen for hans troskab mod sin fader. Men kærlighed og ondskab er ikke det eneste der skal tages stilling til i dette ottende bind, for flere af vennerne bærer på deres egne hemmeligheder og problemer.
Sproget er som det plejer og i ny og næ irriterer forfatternes formuleringer og klicheer mig stadig. Jeg ville gerne have set langt mere opfindsomhed og personlighed i sproget, men man vænner sig til det. Til gengæld er bøgerne super lette at komme igennem, så alle kan være med på et par timer med en fin bog.

Dog har de to forfattere i dén grad arbejdet med deres personer og dét glæder mig, her efterhånden som serien skrider fremad. I starten manglede jeg noget personlighed og indlevelse i de forskellige figurer, men dét er man i den grad kommet efter og jeg er kommet til at holde utrolig meget af flere af både de almindelige vampyrer og de røde yndlinge. Og det er dét serien så småt er ved at vinde på, for mit vedkommende. Jeg vil til hver en tid hellere læse fx Vampyrkongen igen, men skal jeg fremhæve Nattens Hus‘ stærkeste side, så er det personerne og deres forskelligheder. I denne serie er der for én gangs skyld plads til alle, lige fra den snobbede isdronning, den homoseksuelle teenager til den bondske farmergirl. Og dét er rart at se. Selv i ottende bind.
3/6
Skyggesjæle
Selvom jeg stadig holdt meget af Mørkets Frembrud så dalede min kærlighed alligevel en lille smule, i forhold til de fire første bøger i serien. Desværre fortsatte dén kurs, med denne sjette omgang af historien om Elena, Stefan, Damon og de mørke kræfter der lurer.

Jeg kunne egentlig ret godt lide ideen om at holdet fra Fells Church må drage til Mørkets Dimension for at redde Stefan. Det er der ikke den helt store overraskelse i, når man nu har fulgt Stefan og Elenas kærlighed til hinanden igennem de forrige bøger. At hun ikke var taget af sted efter ham, ville have været pænt sært, lige pludseligt. Jeg synes også at det fungerer udmærket dernede, i starten af bogen. Jeg kan godt lide det samfund der bliver præsenteret, de omgivelser de befinder sig i og de nye bipersoner der indlogeres i historien.

… Men så stopper den også lidt dér desværre, for jeg føler slet ikke at historien rykker sig på samme måde som i de første bøger. Igen begynder man at køre lidt i riller hvor det skiftevis handler om forbudte kys og modstridende følelser… Og om at ”blende ind” i et helt andet samfund, hvor man ikke hører til. Handlingen skrider ikke fremad i nær samme tempo som jeg var blevet vandt til og der er heller ikke tilnærmelsesvis så meget drama og kamp inde over. Ærgerligt, for jeg havde glædet mig til disse nye eventyr med trekantsdramaets og dets venner og glædedes over at bøgerne blev tykkere i løbet af serien. Men det virkede desværre slet ikke, for godt nok er bøgerne vokset i sideantal, men de er også blevet mere langtrukne og forsigtige i deres handling.

Jeg agter skam stadig at læse videre i serien, vær forvisset på det, og jeg holder meget af de faste personers, man er kommet til at kende så godt – Men jeg håber inderligt at det syvende bind i serien vil komme tilbage til den stil der blev lagt i de første bøger, så jeg igen kan komme til at føle lige så stærkt for serien, som jeg gjorde i starten.

Jeg savner det levende sprog der især var aktivt i de fire første bøger, dramaet der lige så stille udfoldede sig på samtlige sider og den iver jeg havde for at læse videre. Alt dét er desværre dalet noget i de sidste to bøger og hvor meget jeg end gerne ville elske dem og suse igennem dem, så blev det bare aldrig det samme og jeg sad tilbage med en lidt flad fornemmelse efter at have vendt den sidste side…
3/6
Den skjulte vampyr
Før jeg startede på denne fine bog, tænkte jeg lidt ”Hey, det er L.J.Smith – Hvad kan der gå galt?”. Svaret er; ”Åbenbart meget.”.

Åh hvor det smertede mig at lægge denne bog fra mig, efter sidste side. Ikke fordi jeg var håbløst forelsket, bjergtaget af sproget og tryllebundet af personerne, men fordi jeg ikke følte der var en egentlig historie. For mig at se minder Den skjulte vampyr mest af alt om et par lange kapitler til en rigtig vampyr-serie. Alternativt en halvlang novelle til ”Vi Unge”. Og hvor gjorde det dog ondt at se noget så halvfærdigt, fra en forfatter som ellers har tryllebundet mig gang på gang.

Poppy virker som en ganske sød pige, rent hovedpersonsmæssigt. Hun er ulykkeligt forelsket, interessere sig for musik og virker i det hele taget som en helt reel teenager. James derimod er den mystiske, stærke og lidt ”farlige” fyr som Poppy er bedste venner med – Og forelsket i. Det er gengældt, men ingen af dem tør sige noget. Ikke før den dag, Poppy bliver syg og får at vide at hun skal dø. Da bryder James alle love fra Natteverden, i et forsøg på at hjælpe Poppy – hvis hun da vil hjælpes. Det er næsten ikke særlig overraskende, hvad Poppy vælger, er det?
Ingen af personerne fik dog, trods deres muligheder, rigtig udfoldet sig. Man følte aldrig rigtig at man kom til at kende hverken Poppy eller James. Eller resten af det meget lille persongalleri, der ellers havde sin gang i bogen. Og det gjorde bare hele vejen igennem, at handlingen også var svær at leve sig ind i. Det blev aldrig rigtig følelsesfuldt at Poppy skulle dø – Ligesom det jo nærmest heller aldrig rigtig blev relevant, for James springer selvfølgelig til som en smuk ridder, i samme sekund hun får ”dommen”, nærmest.

Starten var utrolig hurtigt overstået. Midterstykket var utrolig langt og uden spænding. Og slutningen? Den var nærmest ikke-eksisterende. Hvilket var dét der skuffede mig mest. Jeg har ikke noget imod en kort og let bog, hvis den så også bare afsluttes ordentligt. Men efter at have læst Den skjulte vampyr var der simpelthen så mange spørgsmål tilbage i én, at det føltes som en umulighed at der faktisk ikke kom flere bøger efterfølgende. Men det gør der ikke. Hver bog i Nightworld-serien har sin egen handling og jeg er faktisk i tvivl om jeg vil læse resten. Simpelthen fordi jeg er bange for at hver enkelt bog er lige så letkøbt som den første. Øv øv.
3/6
Jack the Rippers lærling
Jack the Ripper er ikke den seriemorder i historien, der har begået flest drab. Men han er uden tvivl én af de mest kendte, lige siden han i 1888s London dræbte prostituerede og torturerede dem på grusom vis. Han blev aldrig fanget eller identificeret, men teorierne er mange og bliver ikke mindre med årene. Måske netop derfor har han også lagt inspiration til både bøger og film gennem tiden. Og med denne bog, også til en dansk roman af Carina Evytt.

Thomas, der er bogens hovedperson, er tidligere kirurg og stor fan af seriemorderen fra England. I årevis har han formået at skjule det for offentligheden, men efter en grusom episode på hans arbejde, blev han lukket inde på psykiatrisk afdeling, til behandling. Da bogen starter, står han for snart at blive udskrevet, uden at nogle af lægerne har opdaget det sande omfang af hans fascination af morderen. Derfor slipper Thomas også helskindet igennem systemet og vel ude på den anden side, møder han selveste sit idol, Jack the Ripper, i form af en talende kat, der ønsker at guide ham igennem sin fremtid som selveste Rippers arvtager og lærling.

Selve grundideen i Carina Evytt bog er egentlig ikke så ny og skelsættende. Sammenhængen mellem det måske/måske ikke overnaturlige har mange andre forfattere arbejdet med før, men Jack the Rippers lærling tager uden tvivl ideen et skridt videre. Thomas er vanvittig og skrigende sindssyg, men det er som bekendt godt stof at arbejde med, når man ønsker at portrættere en morder. Forfatteren forsøger at få os til at få medlidenhed med Thomas, men selvom jeg til dels forstod ham på nogle områder, så var der bare for langt mellem menneskeligheden og sindssygen, til at jeg syntes det var helt let at acceptere. Hvor forfattere indenfor samme genre, som fx Dean R. Koontz og Stephen King formår at få deres personer til netop også at være menneskelige og have en hvis form for karisma, syntes jeg ikke at Carina Evytt klarede det helt så godt.

Katten som Thomas møder vel ude fra sin behandling, skal forestille at være en form for reinkarnation af Jack the Ripper selv. Han har udset sig Thomas som sin lærling, og vil lære ham at udtrykke sig kunstnerisk ved hjælp af kvindernes lig. De to udgør størstedelen af bogens persongalleri, der i øvrigt også tæller især Thomas’ voksne datter (der også har et par skruer løs!), samt Thomas’ ekskone Lotte. Desværre var der ikke nogle af dem, der sådan rigtig kom ind under huden på mig, hvilket egentlig var lidt ironisk, for sproget var jeg ret glad for. Selve sproget og beskrivelserne syntes jeg var flotte og virkelig godt formulerede, alligevel kom jeg bare hurtigt til at kede mig lidt over Thomas, drabene og en talende kat, som jeg aldrig rigtig hoppede på. Det til trods for at jeg ellers normalt har rimelig let ved at acceptere legen med det overnaturlige og uvirkelige. Måske det var katten der gjorde det. Hvis Jack the Ripper endelig skulle vende tilbage i skikkelse af et dyr, så ville jeg altså mere gætte på en bulldog eller noget andet. Ikke lige en kær lille killing med blank, flot pels. Det virkede på en eller anden måde bare lidt fornærmende mod myten om manden.

Alt i alt var Jack the Rippers lærling en ikke videre overraskende roman, der aldrig rigtig hverken fascinerede eller skræmte. Dog kunne jeg godt lide slutningen, der trods alt formåede at overraske mig en lille smule og som jeg egentlig fandt ret sød – På sin egen, sære, makabre måde.
3/6
Vampyrens Mærke
Jeg tror at denne start på Nattens Hus-serien, egner sig bedst til de yngre læsere af Twilight eller de læsere som ikke har alt for høje krav til deres bøger. Personligt elsker jeg chicklit-genren og diverse ”lette” former for underholdning, men her bliver den simpelthen for let. Sproget er kejtet og lettere ligegyldigt. Detaljerne gentages gang på gang i stedet for at blive varieret og personerne virker heller ikke voldsomt fyldestgørende.

Det hjælper lidt undervejs, men stadig, mod slutningen af bogen, er det ikke som om at man faktisk kender personerne. Måske lige bortset fra Zoey, som måske kan tage prisen som årets mest egocentrerede hovedperson. Hun er smuk, succesfuld, har den flotte kæreste, scorer til højre og venstre og får i det hele taget bare alt hvad hun peger på. Ja, selv det hun ikke peger på, får hun, da hun bliver Mærket og pludselig er mere speciel end alle sine nye medstuderende.

I det hele taget virker det lettere kvalmende undervejs og på trods af at de to forfattere virkelig har forsøgt at få Zoey til at have lidt dårlig selvtillid og humørsvingninger, så hopper man bare aldrig rigtig på den…

Vampyrens mærke er en ok bog til alle de som elskede Twilight, higer efter vampyrernes univers og kan lide den klassiske teenagefortælling. På trods af sit overnaturlige element kommer bogen nemlig rigtig godt omkring de forviklinger som teenagere ofte oplever. Tvivlen på sig selv – og på andre, forholdet til ens venner og det modsatte køn, den seksuelle debut eller mangel på samme m.m. Og det klare den faktisk ganske ok, overordnet set. Min mening er dog at man nok ikke bør sætte forventningerne for højt, for i bedste fald kan man så blive lidt positivt overrasket undervejs. Jeg havde i hvert fald forventet mig mere end jeg fik indfriet…
3/6
Forrådt
På trods af min manglende begejstring over Vampyrens mærke gav jeg mig faktisk hurtigt til at læse 2’eren. Jeg er typisk sådan en person der tænker ”ej, så skidt kan det bare ikke være…” når jeg finder en serie som starter dårligt, og så får de gerne en chance til. Det var faktisk også sådan jeg opdagede Harry Potter i sin tid, for at det ikke skal være løgn.

Sproget i denne fortsættelse er ikke bedre end i sin forgænger. Gentagelserne af diverse detaljer hænger på træerne og for at det ikke skal være løgn, vil selv en blind kunne følge med, for handlingen i den første bog opsummeres så grundigt at man næsten får ondt i øjnene af den form for gentagelse. I det hele taget følger forfatterne meget deres forrige mønster og dét skal de alligevel have ros for. På trods af at sproget og formuleringerne irritere mig, synes jeg det er fint at de holder den samme tone. Der er ikke noget værre end at læse end serie og så blive dybt forvirret når man begynder på en ny bog, fordi forfatteren pludselig har ombestemt sig med hensyn til målgruppen.
Til gengæld får personerne gradvist mere fylde på, i løbet af denne anden bog og dét pynter gevaldigt på situationen. Flere af figurerne begynder at virke mere troværdige og man får efterhånden et bedre forhold til flere af dem, efterhånden som de udviklet sig og træder frem med nye særheder, vaner, personlighedstræk m.m.

Et gennemgående problem i denne serie, indtil videre, må være at jeg egentlig godt kan lide historien, men afskyer sproget. Det er simpelt, ligegyldigt og alt for stereotypt. Det hedder sig at datteren i makkerparret kun kom med for at få sproget ned i de unges højde. Men måske hun skulle have ladet være med at forsøge på det. For det er da gået helt, helt galt…
3/6
Forbrændt
På en eller anden måde følte jeg mig en lille smule snydt efter at have læst denne omgang af House of Night. Det tog mig sin tid, men nu var jeg endelig begyndt at holde af opbygningen, omgivelserne og personerne i universet – Og så river man det hele i stykker og ændre alle spillets regler. Hrfp!

Sprog og persongalleri er som det plejer i denne serie og der sker egentlig ikke de helt store forandringer i dét omfang. Jeg må dog sige at jeg er begyndt at holde utrolig meget af den nyere del af persongalleriet med Stark, Afrodite og Darius. De vokser for hver bog og har fået hver deres rolle, som bare virker bedre sammen med mig, end de øvrige i klikken. De virker til gengæld mere og mere ligegyldige og dét er måske også lidt ærgerligt, når man nu har ”hængt ud” med dem igennem seks bøger.

Til gengæld kan jeg ret godt lide den nye personlighed der er dukket op for alvor, Refaim. I al sin ondskab og med sin tilknytning til den ”forkerte” side kan jeg ikke lade være med at holde af ham, når han også viser lidt menneskelighed – I’ll cross my fingers på at han bliver i historien – Og ikke bliver lavet om, tak!

Igennem bogen så jeg ret meget frem til slutningen, underforstået selve handlingen i den, for jeg synes at denne syvende bog bugtede sig godt igennem forberedelserne og de prøvelser som gruppen måtte igennem for at Stark kunne nå frem til Zoey. Desværre skuffede slutningen mig så noget, da den endelig oprandt; den var lige lovlig letkøbt og efter hundrede siders forberedelser og overvejelser omkring hele problemet, havde jeg nu nok forventet at det havde taget bare lidt mere end tre linjer at løse hele essensen i bogen. Til fremtidige bøger håber jeg meget at de to kvinder vil dele det hele lidt ud igen, så slutningen vare lidt længere og spændingen opretholdes nogle sider mere. Den slags kan jeg godt lide…

Dog må jeg indrømme at jeg også stadig, helt ind til mit allerinderste, håber og beder til at forfatterne lære at holde igen og dermed vil lade serien slutte snart. Lad os få opklaret de sidste myserier, lad os blive forelsket i den sidste person og lad os komme igennem den allersidste kamp imens godt er. Imens serien stadig fungerer og ingen det hele bliver for udvandet – Hvilket netop har været mit problem under hele serien; at den udvander sig selv og strækker sig længere end nødvendigt og rimeligt. Ja, man har vel lov at håbe… 10 bind i alt måske – Og så tror jeg at vi vil have fået en ny, god ungdomsserie der har lidt af det hele og godt kan trække nogle år endnu på sin popularitet.
3/6
Skjult
Nattens Hus er en serie som de faste læsere ved at jeg har lidt af et up-and-down forhold til. Det tog mig lang tid at komme til at synes middelmådigt om den og selv derefter, synes jeg den haltede af og til. Med det tiende bind i serien ser det desværre ikke rigtig ud til at gå videre fremad. De ting der gavnede det forrige bind og som bar dét igennem sin historie, faldt helt til jorden i denne omgang, og det tog mig forbløffende og uvant lang tid at komme igennem den. Trods dét at bogen foregår over relativt kort tid, er den strukket så langt ud som den overhovedet kan komme, og da jeg lukkede den sidste side sad jeg lidt med følelsen af at der ikke var sket noget som helst udover endnu et offer for Mørket. Resten var rent fyld og konstante gentagelser fordi samtlige ligegyldige episoder skulle ses fra mindst to personers synsvinkel, hvilket irriterede mig grufuldt. Jeg kan godt lide ideen med sommetider at skifte synsvinkel, fordi det kan give et nyt krydderi og en ny vinkel på nogle ting. Men hvis ikke der sker noget, kan det bare være lidt lige meget. Især fordi forfatterne insisterer på at arbejde med flere og flere personer for hver bog, så man til sidst bliver helt rundtosset.

Egentlig er det lidt synd at forfatterne ikke har formået at holde sig til deres oprindelige ide og arbejde med dét, for selve ideen med den gamle magi, dagen og natten, mennesket og vampyren, Lyset og Mørket er ganske interessant. De har gjort deres grundlæggende arbejde fint og har nogle gode pointer hist og her, som jeg ret godt kan lide. Desværre drukner det hele i dårligt sprog, alt for meget fyld og en form for udødelig soap opera som skal trækkes i langdrag, så man kan tjene mest muligt på den. Det ærgre mig, for med tiden og den udvikling der er sket igennem de nu ti bind, er der trods alt nogle af personerne som jeg er kommet til at holde af. Jeg må indrømme at jeg stadig holder med Neferet omkring Zoey, for mere r*virriterende, ynkeligt pigebarn skal man da lede længe efter. Til gengæld er jeg ret glad for nogle af de bipersoner der er kommet til at fylde mere og mere, samt Kalona, som jeg synes har visse fine egenskaber, sådan som fiktiv karakter.

Mit største ønske med denne serie er at forfatterne snart tvinges til at stoppe, om så én eller anden stjæler deres pc’ere og hugger deres arme af. Serien skal afsluttes i løbet af meget få bind, for bestandigt og blive stedt til hvile. For min skyld må de gerne skrive endnu en ny serie, udover hvad de ellers arbejder på, men de skal bare stoppe med denne her inden vi tvinges til at købe bog nr. 147, hvor der stadig ikke er en slutning at ane i horisonten. De skal lade deres personer gå fri og leve deres eget liv, afslutte de kapitler de er begyndt på og lade én af siderne vinde kampen.
 
6
Harry potter
5
Løvindens datter
10
Skyggens lærling
23
Disney Film
8
Harry Potter
10
Hajer
21
De Sorte Troldmænd
41
Løvindens Sang 1,2,3 og 4
8
Twilight
7
Beka
8
Mørkets kræfter
12
Løver
15
BBC Sherlock
15
Harry Potter
18
Arven-serien af Cristopher Paolini